Indlæg tagget med ‘walimex’

Den store nørdedag

tirsdag, 31. august 2010

Creative Playhouse ver. 2.2, arrangeret af den Odenseanske ildsjæl Christian Hansen er afholdt. Denne gang foregik det på Bakkegårdsskolen i Langeskov og var vist hvad man kalder en ubetinget succes. Så vidt jeg lige kan tælle var der 9 modeller og 17 fotografer mødt op til en gang socialt nærvær, hygge, spas og nørderi. Deltagerne spænder nogenlunde fra den let øvede til den professionelle, men jeg tror man uanset erfaringsgrundlag vil få noget ud af en sådan dag, for det drejer sig om at lege og networke og det kan alle jo bruge til noget.

Anders Lohmann Poulsen, Kasper Schultz Pedersen, Mark Vesterskov og jeg fik lavet os en extrem strobist gruppe. På trods af ganske udmærket solskinsvejr havde vi vist gang i op til 5 Speedlites og 2 reflektorer og brugte nærmest solen som fillflash. Big fun. Det kostede livet for halvanden paraply og gav en erfaring af, at Walimex generelt er noget billigt lort man ikke bør spilde penge på. Stativerne drejer i delingerne, bomstativet er klodset at justere, kuglehovedet til softboxen er allerede slidt op og paraplyerne knækker hvis man prøver at rette stængerne op. Til gengæld bestod min nye Lumopro LP160 flash til UG+ med pil op og det hele. Super enkel betjening og stabilitet er noget man værdsætter sådan en dag.

Jeg har bikset en blandet landhandel af billeder sammen, men vil lige henvise til Marks rigtig gode blogindlæg hvor der er mange flere billeder med beskrivelser og nørdinfo.

Jeg glæder mig allerede til næste gang. Der gik 8 uger siden det sidste arrangement så det må jo blive den 23. oktober ;-)

————————–

Softbox

onsdag, 14. april 2010

Så er der kommet lidt nyt grej indenfor matriklen. Et Walimex kompakt flash kit samt et 5-i-1 70 x 110 reflektorsæt. Jeg har ingenting at sammenligne med, så jeg skal ikke gøre mig klog på kvaliteten, men det virker umiddelbart som en ganske rimelig kvalitet i forhold til prisen. Dog synes jeg nok, at holderen til både softbox og paraply virker noget skrammelagtigt. Det lille kuglehoved til softboxen har f.eks. svært ved at klare vægten, men det må jo holde så lang tid det kan.

Jeg fik lavet mig et lille fikst gulvhøjde studio i går aftes med det nye grej samt et par stole, et kasseret rullegardin og en papvin. Arbejdshøjden er ret trættende og jeg havde heller ikke rigtig noget motiv at fotografere, men jeg fik da øvet en smule med det forhåndenværende.