Posts Tagged ‘vuudhouse’

16. december 2012 · by Jesper · Fototur, Grej

Mit EOS 40D er her i ugens løb skiftet ud med Canons helt nye EOS 6D. Jeg ved endnu ikke om det er godt eller skidt for jeg har kun været ude med det 2 gange. I går i gråvejr og i dag i regn og tåge.

Der er allerede en del tests af det på nettet, men tag dem med et gran salt, for dem der er meget hurtigt ude med tests er ofte meget teoretiske fotografer. Den sjoveste jeg har læst var en fyr der der var meget tæt på at konkludere at EOS 6D underbelyste med 1 stop. Han testede det op mod et Nikon D600 men det viste sig, at det var Nikon kameraet der havde problemer med blændevalget. Det lykkedes ham ved det tredie D600 at få et der virkede ;-)

Det første man skal gøre sig klart når man går fra cropsensor til fullframe er, at alle dine objektiver skifter karakter. De rykker sig så at sige lige et tak i objektivlinien. Det betød for mit vedkommende, at jeg også måtte købe et nyt standard objektiv i det mit 17-40mm gik hen og blev vidvinkel hvor det på et 40D er et udmærket allround objektiv. Jeg ville gerne have haft et 24-70mm men den nye version koster 17.000,- og da det er et standard objektiv der typisk vil blive brugt 80% af tiden er det ikke noget jeg har lyst til at købe brugt. Valget faldt i stedet på et Canon 24-105mm f/4 L IS USM.

I går var jeg ude i det superkedelige gråvejr og prøve det nye udstyr. Det blev til nedenstående billede af Trustrup Høje. Exif: 70mm, f/8, 1/1250 sek, ISO 800. Jeg kunne sagtens have taget dette med ISO 100 og med mit 40D ville det også være ganske utænkeligt bare at forsøge med ISO 800, men på 6D er det ikke noget problem. Der er lidt korn når man zoom’er ind til str. 1:1 men kornene er grå og ikke noget jeg tillægger nogen betydning.

I dag var jeg så ude i det om muligt endnu mere triste vejr. Tåge og finregn. Jeg havde svært ved at finde egnede motiver i den tætte tåge og kameraet blev drivende vådt så det jeg nød mest var nok, at jeg vidste at kameraet kan holde til det.

50mm, f/11, 1/6 sek, ISO 200.

—-

21. oktober 2012 · by Jesper · Fototur

Godsbanen i Aarhus. Ser ud til at være et interessant sted – både inde og ude.

Denne konstruktion er i hvert fald spændende.

—-

16. september 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Snyd og bedrag. Det kan være nødvendigt nogle gange.

Jeg havde en plan om, at tage et billede nogenlunde som nedenstående. Når jeg skriver nogenlunde, så er det fordi sådanne halmballer ikke lige lader sig flytte og man bliver derfor nødt til at tage dem som de ligger. Til gengæld ligger de der ikke særlig længe, så man bliver også nødt til at tage dem når de er der. Det er faktisk noget bøvl.

Jeg havde bemærket disse halmballer på vej hjem fra Horsens og lørdag morgen kørte jeg lige derud i håb om, at de lå der endnu. En stor kuperet mark med masser af halmballer i det smukkeste morgenlys. Jeg gik marken i gennem på kryds og tværs for at finde det rette udsnit og den rette vinkel men jeg kunne ikke rigtig få det som jeg gerne ville.

I mine s/h langtidseksponeringer har jeg som regel altid efterbehandlingen med i tankerne når jeg komponerer billedet. Hvordan skal det beskæres, kan jeg bruge den originale himmel eller skal jeg tage én i en anden retning, er der noget der skal fjernes og kan jeg gøre noget i optagevinklen der gør det nemmere at fjerne uønskede elementer som f.eks bygninger eller når jeg fotograferer ved fjorden, oftest den modsatte strandbred.

Samme teknik kan man med fordel bruge ved landskabsfotografering. Det kræver lidt ekstra opmærksomhed at komponere et billede når udsnittet indeholder elementer som slet ikke skal være der, men det gør det jo meget nemmere at få netop de billeder man ønsker. Det er ikke engang særlig svært. En enkelt maske og et enkelt træk i himlen, så blev det som jeg ønskede.

Bakken syner meget længere og billedet fremstår meget mere enkelt og grafisk, blot ved at fjerne en række træer.

—-

17. juli 2012 · by Jesper · Fototur

Jeg var en tur i kasjotten i går. Nærmere bestemt Bjerre Arrest lidt syd for Horsens. Spooky sted at luske rundt. Jeg stod oppe på anden sal og tænkte, at hvis man mødte nogen her, så var det nok ikke en smuk sød kvinde der tilbød at være model eller en rar lille mand der sælger hotdogs. Det ville nok snarere være en stofmisbrugende og hungrende lystmorderpsykopat der trængte til et lille opfriskende blodbad og lidt let omsætteligt fotoudstyr og – SLAM … – en dør smækkede med et brag nedenunder …

Gisp!

Heldigvis havde jeg ro i sindet. Jeg havde lige fået min første klassiker. Det ensomme træ.

—-

15. juli 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Efter min mening står hvedemarkerne lige nu i deres aller smukkeste stadie. Næsten helt jævn i farven og med et svagt gyldent skær. Formerne fremhæves af de tydelige kontrastgivende sprøjtespor og  skyerne kaster formidable skygger ned over landskabet.

Her kommer lige tre skud af de lokale hvedemarker. Det er sgu da smukt!

Alle billederne er i øvrigt taget med mit nyerhvervede PEN1. Fantastisk lille kamera der har fået fast plads i handskerummet.

—-

12. juli 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Jeg er ret vild med det vejr vi har haft de sidste par dage. De tunge regnfulde skyer der kaster mørke jagende skygger hen over landskabet og forstærker de smukke kurver hvis man rammer det rigtige øjeblik. Man burde sætte sig med en stol og en paraply på et smukt udvalgt sted og bare vente på den rette skygge.

Det lille topbanner er taget om morgenen i foregårs hvor skyerne var massive og lyset helt jævnt. Linierne tegnes næsten ikke op og der er ikke meget dybde i landskabet. Nedenstående billede er taget i formiddags hvor bygerne rasede hen over landet og solen virkelig havde noget at arbejde med.

Jeg vil ikke klage hvis vi får sådan noget vejr i resten af min ferie.

—-

5. april 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Det er ikke så nemt at finde motiver til den seascape bølge jeg befinder mig i for tiden. Isen har taget badebroerne, bundgarnspælene og andre oplagte emner og jeg har vist efterhånden støvsuget hele strækningen fra Horsens til Århus for interessante objekter. Ved hjælp af Google Earth har jeg udset mig et par steder på nordsiden af Vejle Fjord som ser spændende ud. Det første sted er Stouby Strand og der var jeg nede i torsdags.

Det er et utroligt flot sted med bøgeskov omkring nogle meget høje stejle skrænter og kystlinien med et flot ”svung” ud mod Juelsminde. Mange træer er væltet ned ad skrænten og lukker stort set af mod vest, men mod øst er der fint fremkommeligt.

Det er så også et yndet udflugtssted med to parkeringsafsnit og trapper i skrænten ned til stranden. I hverdagene op til påske er der åbentbart lukkedage på kommunens institutioner for jeg har da sjældent set så mange besteforældre og børnebørn samlet på et sted. Det besværliggjorde fotograferingen, men jeg fik da lige et par små huller hvor jeg kunne tage et par billeder. Det gjorde nu ikke så meget. Stranden lå i læ, solen skinnede, anemonerne blomstrede og jeg havde kaffe med.

God påske.

—-

25. marts 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Det er så lækkert det forår. Alt liver op – mennesker, dyr, planter. Det er balsam for sjælen. Som hus og haveejer er der nok at se til. Man nyder, yder og nyder lidt igen. Frokost på terrassen, varm kaffe og kolde øl.

Fotograferingen lider lidt under det – men i går så jeg skriften på væggen. Jeg er tilgivet. We know you love.

—-

3. marts 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Yrk – det var koldt i dag. Bølgebryderne havde noget at se til men efter en 30 sekunders eksponering er der ikke mange buler på vandet.

Her på dette sted står der hver morgen en troldmand. Han støtter sig til sin vandrestav og spejder ud over havet mens han planlægger hvilke ulykker han skal frembringe gennem dagen.

—-

26. februar 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Normalt når jeg er ude på fototur i naturen så har jeg ikke nogen fast plan for hvad og hvordan jeg vil fotografere. Jeg har ikke noget indre billede at gå efter og ud over at bestemme lokationen, så er resten ret tilfældigt og styret af omstændighederne. Naturen arter sig sig alligevel aldrig som man havde tænkt sig og så kan man lige så godt vænne sig til, at improvisere fra gang til gang.

Jeg har dog gået med en idé til et færdigt billede i et stykke tid og i går skulle så være dagen hvor det skulle laves. Det kunne pga. af det voldsomme blæsevejr så ikke lade sig gøre. Jeg fandt dog ud af, at det sted jeg havde udtænkt mig ikke kunne bruges. For at lave billedet skal jeg bruge lavt vand, men ikke så lavt at der stikker sten og planter op, der skal være læ og der skal helst være fri horisont i hele billedfladen. Desuden skal der helst være lidt krusninger i vandoverfladen og nogle skyer der ikke står alt for stille.

Her til morgen tog jeg ud til et sted hvor de fleste af disse kriterier var opfyldt. Selvom jeg har et rimeligt klart billede af hvordan det færdige resultet skal se ud, så var der alligevel en del ting at tage stilling til. Hvor og hvor stort skal motivet være i billedfladen, hvor skal horisonten ligge og den slags. Ting der måske nok er til at forestille sig på forhånd, men måske faktisk ikke kan lade sig gøre i praksis.

Jeg havde en tre kvarters tid inden solen stod for lige på til at lave billedet. Det var ikke helt nok så jeg vil betragte det som en øvelsestur og disse to billeder som foreløbige skitser. Så må vi jo se om det nogensinde bliver færdigt.

—-