Posts Tagged ‘selvportræt’

6. august 2010 · by Jesper · Diverse, Grej, Studiefoto

Ferien er snart forbi og jeg havde slet ikke nået at bruge min HiLite baggrund. Jeg fandt den frem i går og gik og nørdede med den og en softbox det meste af dagen. Det er altså en super fed baggrund! En 540EZ på 1/4 styrke ind i siden på den og man har en helt hvid baggrund der samtidig giver et fint blødt kantlys. Skal man have den til at give helt jævnt lys over hele fladen skal man nok bruge to flash, men til halv og kvart portrætter er et stk. rigeligt. Til min forundring spreder den lyset bedst, hvis flashen er zoomet til 105 mm.

Jeg har kun fået den brugt to gange, men jeg må sige, at det absolut er én af de federe ting jeg har anskaffet mig. Den er nem at arbejde med og den er super fleksibel. Bagsiden er sort så man har både en sort og en hvid baggrund. Med en flash i siden, har man det fedeste backlight og som du kan læse hos Marco B. Jensen kan den også bruges som en mega softbox. Og så kan man jo også kravle ind i den som jeg har gjort til mit lille topbanner!