Posts Tagged ‘projekt 3i1’

23. juni 2012 · by Jesper · Projekt 3i1

God dag min kære næsten døde blog. Det er længe siden, men nu vil jeg prøve at gyde lidt vand på olien eller hvad det nu hedder. Mit arbejde tager sgu livet af mig og der har ikke være energi og overskud til fotograferingen de sidste par måneder.

Kreativiteten er ikke stor så for at komme lidt i gang igen, har jeg genoplivet sidste års projekt 3i1 og har også købt mig et Olympus PEN 1 som kan ligge i handskerummet så man altid er klar når lejligheden og motiverne viser sig. I fredags havde jeg lige 15 minutters ventetid på at Marianne fik fri og dem brugte jeg inde på den nærtliggende kirkegård. Ja – ja, det er ingen stor kunst, men det føltes faktisk lidt stort at tage et billede igen.

 

20. maj 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Efter en ganske utidig men dog venlig henstilling fra Kim, sneg jeg mig ud i den omkringliggende natur på knæ og albuer, flov og brødebetynget for, at rette op på min forsømmelse.

God bededagsferie.

—-

30. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Nummer 8 er et eksperiment som jeg bare har taget hjemme fra haven, for at se om det fungerer. Jeg vil gerne lave en serie der viser skyggernes formning af landskabet over et vist tidsrum. Jeg parkerede kameraet på stativ i et hjørne af haven og tog et billede kl. 7, 9 og 11.

Jeg tror desværre, at jeg bliver nødt til at stå tidligere op. Der er ikke særlig meget forskel på billederne kl. 9 og 11. Da er solen allerede for højt på himlen til at der kastes store tegnende skygger, og jeg tror jeg kommer nærmere den ønskede effekt hvis jeg tager billederne kl. 6.00,  7.30 og 9.00.

EDIT.

I stedet for at stå så urimeligt tidligt op kan man jo også lige prøve om aftenen. Disse billeder er taget kl. 16, 18 og 20 og det synes jeg egentlig fungerer bedre.

EDIT 2.

Og så lige en version uden HDR. Ryk frem og tilbage med piltasterne for at sammenligne.

—-

 

 

26. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Hu hej, hvor det går. Jeg er allerede ved nummer 7 og har stadig ikke besvær med at finde motiver. Måske bliver jeg ved til 15.

Dele af Horsens er tudsegammelt og heldigvis er ikke alt renoveret til ukendelighed eller erstattet med beton, stål og glas. Der er stadig masser af små minder om fortidens håndværkere der kunne deres kram og en tid hvor udsmykning var en naturlig del af godt byggeri.

—-

25. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Så er det sidste dag i påsken og jeg har været ude på jagt efter motiver til mit 3i1 no. 6. Husnumre er jo egentlig ganske oplagte til dette projekt, og i anledning af påsken kan man jo godt blive inspireret til lidt religiøs symbolik.

—-

24. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Jeg havde en plan. 3 landskabsbilleder fra det samme spot taget med 15 minutters mellemrum. Det gik der kage i, så jeg må nøjes med 3 billeder med omkring 3 minutter i mellem.

For at sådan noget skal lykkes, kræver det 3 ting. Planlægning, planlægning og planlægning. Jeg brugte et godt tip fra Landskabsfotografen så jeg havde styr på solens placering og opgangstidspunkt, men jeg var i et lidt ukendt terræn så jeg spildte tiden på, at finde det rette sted at stille op. Desuden havde jeg ikke lige overvejet at det er en svær opgave, at få eksponeringerne til at hænge sammen over så langt et tidsrum. Selv med 3 minutter i mellem billederne er det ikke lykkedes at få ensartede eksponeringer.

Øvelse gør mester – men sikken mange ting man skal øve.

—-

15. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Louis Pio – skaberen og drivkraften bag Socialistisk Internationale og ugebladet Socialisten der senere blev til Social-Demokraten skabte faktisk i 1860 den danske postkasse som vi kender den i dag. Med de portoforhøjelser og ringe service de præsterer, varer det nok ikke længe inden postkassen forsvinder fra bybilledet. Louis Pio inkasserede et 5 års ophold i et forbedringshus for sit politiske virke men nedturen for Post Danmark, kan han vel næppe klandres for. Jeg synes måske man skulle overveje at genindføre disse forbedringshuse til brug for offentlige ledere. DSB er leveringsdygtig i startklientel.

—-

11. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Tjo – så er jeg kommet til nummer 3 i serien. Vi er i den ufarlige afdeling og egentlig overholder den ikke reglerne, men så er det jo heldigt at jeg laver reglerne selv ;-)

Faktisk kan jeg slet ikke blive enig med mig selv om billedet overhovedet holder, men der er ét eller andet der gør, at jeg synes det er lidt lækkert. Strukturen og farverne er fede og der er en diskret men alligevel meget tydelig bevægelse i motivet. Det er i øvrigt nogle af de der madpakker til køer, der ligger spredt over det ganske land, hér svøbt i klæde og slør.

—-

8. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Billede nummer 2 i min 3i1 serie. Jeg er igen i den latrinære afdeling, men jeg lover det bliver den sidste – måske. Det er indtil videre planen, at lave ti 3i1 billeder så der burde være mulighed for lidt motivspredning hen ad vejen.

Det var egentlig meningen, at jeg ville lave tre ens udsnit af tre forskellige offentlige toiletter og jeg har også været på på sagen, men billederne var ikke rigtig gode og passede ikke så godt sammen, så det blev 3 vinkler af det samme toilet. Jeg er ikke super tilfreds med resultatet, men jeg skruer lidt ned for kvalitetskravene hér i starten.

Jeg kunne godt holde mig til jeg kom hjem.

—-

6. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Jeg har sådan en følelse af, at den sidste tids model- og stockfotografering hæmmer min kreativitet indenfor den type billeder jeg ellers nyder at lave. Derfor har jeg sat mig et lille projekt for, hvor jeg vil lave nogle 3i1 billeder. Reglerne er enkle – tag tre forskellige billeder af det samme motiv, eller tre ens billeder af tre forskellige motiver. Det kan f.eks. være tre forskellige udsnit af et pissoir eller tre ens udsnit af 3 forskellige pissoirs.

—-