Posts Tagged ‘nude art’

10. maj 2010 · by Jesper · Månedens billede

Nja, nu skrev jeg jo godt nok at jeg ikke rigtig havde fået taget nogle billeder i hele april måned, men det er nu ikke helt rigtigt. Jeg har haft en af mine nok største fotografiske udfordringer, nemlig at tage Nude Art billeder. Det er svært – rigtig svært. Målet var at lave pikante, forførende og lettere erotiske fotos som både model og fotograf  ville være glade for. Det er lykkedes mig, på 2 sessions og omkring 300 skud, at lave 5 billeder som vi begge er tilfredse med!

Kunsten ligger i høj grad i lyset. Vinklen mellem lys, krop og kamera er altafgørende for resultatet. Hver gang modellen skifter positur skal der vinkles lidt på softboxen. For modellen er det anstrengende, at ligge eller sidde i den samme stilling længe, så der skiftes ofte positur og hver gang skal jeg hen at ændre lys, og da flashen køres manuelt skal der også ofte ændres lysstyrke. Min erfaring indtil videre er, at Nude Art fotografering er koncentration omkring lys, positur, vinkler, udsnit, dybdeskarphed og kameraindstillinger. Jeg troede det ville være ren hygge, men måtte sande, at det var enormt hårdt arbejde.

Jeg har brugt en del tid på efterbehandlingen og jeg synes jeg har fundet en passende teknik. Det er i hovedtræk sort/hvid, høj kontrast, lav Clarity for et soft look og til sidst lidt korn for at give det et analogt udtryk.