Hvor meget må man køre rundt i de forskellige skydere i RAW converteren?

På fotozite kører der i øjeblikket en intern konkurrence med disse betingelser:

Kun billeder der kan anses for at være klassisk i såvel optagemetode som efterbehandling kan deltage.

Den eneste form for efterbehandling der kan godkendes er alm. billedebehandling, såsom sharpness, alm. farvekorrektion og evt. bortkloning af støjpletter o.lg. minimale bortkloninger, samt konvertering til s/h.
Photoshoppede billeder er med andre ord forbudt i denne konkurrence, dvs. eks. tilførte strukturer og indsætning af elementer fra andre billeder er diskvalificerende.
Kun almindelig billedebehandling, samt hvad fotografen kan præstere med sit kamera i optagelsesøjeblikket – er hvad vi går efter i denne konkurrence.

Det lyder jo umiddelbart ligetil men det har fået mig til, at tænke over mine RAW fremkaldelser. For mig er det egentlig ret ligegyldigt hvordan motivet så ud i virkeligheden. Når jeg fremkalder drejer det sig ikke længere om virkeligheden – jeg er jo ikke pressefotograf – men om stemning, udtryk, følelser og al muligt udefinerbart. Jeg trækker i de forskellige skydere i converteren indtil jeg får det frem i billedet som jeg ønsker. Det ligner sjældent virkeligheden. Men jeg har nu aldrig opfattet det som manipulation.

Øverst er originalen som den ser ud med Lightrooms standardindstillinger og nederst min fremkaldte version. Den har fået lige lidt for meget orange for der dannes en halo langs skovtoppen. Virkeligheden ligger nok nærmest lige midt mellem de to billeder. Er de så begge manipulationer?

Definitionen af det klassiske fotografi er ikke så ligetil.

–

„Nutidigt klassisk fotografi indeholder så meget PS som muligt.” Citat: Finn Kjeldsen