Posts Tagged ‘manipulation’

23. november 2010 · by Jesper · Diverse, Studiefoto

De gale gallere på fotomalia.dk afholder en konkurrence med temaet Manipulation. Kom og vær med – det kan ikke gå værre end helt galt.

Jeg deltager med nedenstående billede. Der er sikkert nogle der vil sige, at det da ikke er nogen manipulation. Hvis I vidste hvor mange timer jeg har brugt på, at stramme deres kroppe op med Liquify Tool og hvor lang tid det har taget at klone et hvidt frottéhåndklæde ind efterfølgende, så ville I være meget imponerede.

Mads sidder til venstre og nørder med alle sine genveje, Brian ligger og fotograferer ét eller andet eksotisk regnskovsnoget og Kasper sidder på en sten og ser måbende til, mens han udtænker én eller anden kinakonstruktion.

Og jeg er “The King of Reflections” og dét skal ikke gå ubemærket hen.

—-

EDIT.
Nå, nu synes jeg måske ikke det er helt rimeligt at udstille Kasper som en doven, måbende, lalleglad personage så jeg har lige lavet en ny opstilling som sætter tingene lidt i perspektiv. Nu er Kasper trukket i arbejdstøjet og er gået i værkstedet for, at skabe en af de helt store geniale opfindelser, mens hans to makkere ligger tilbedende på gulvet fuld af beundring.

—-

5. februar 2010 · by Jesper · Diverse, Natur

Hvor meget må man køre rundt i de forskellige skydere i RAW converteren?

fotozite kører der i øjeblikket en intern konkurrence med disse betingelser:

Kun billeder der kan anses for at være klassisk i såvel optagemetode som efterbehandling kan deltage.

Den eneste form for efterbehandling der kan godkendes er alm. billedebehandling, såsom sharpness, alm. farvekorrektion og evt. bortkloning af støjpletter o.lg. minimale bortkloninger, samt konvertering til s/h.
Photoshoppede billeder er med andre ord forbudt i denne konkurrence, dvs. eks. tilførte strukturer og indsætning af elementer fra andre billeder er diskvalificerende.
Kun almindelig billedebehandling, samt hvad fotografen kan præstere med sit kamera i optagelsesøjeblikket – er hvad vi går efter i denne konkurrence.

Det lyder jo umiddelbart ligetil men det har fået mig til, at tænke over mine RAW fremkaldelser. For mig er det egentlig ret ligegyldigt hvordan motivet så ud i virkeligheden. Når jeg fremkalder drejer det sig ikke længere om virkeligheden – jeg er jo ikke pressefotograf – men om stemning, udtryk, følelser og al muligt udefinerbart. Jeg trækker i de forskellige skydere i converteren indtil jeg får det frem i billedet som jeg ønsker. Det ligner sjældent virkeligheden. Men jeg har nu aldrig opfattet det som manipulation.

Øverst er originalen som den ser ud med Lightrooms standardindstillinger og nederst min fremkaldte version. Den har fået lige lidt for meget orange for der dannes en halo langs skovtoppen. Virkeligheden ligger nok nærmest lige midt mellem de to billeder. Er de så begge manipulationer?

Definitionen af det klassiske fotografi er ikke så ligetil.

„Nutidigt klassisk fotografi indeholder så meget PS som muligt.” Citat: Finn Kjeldsen