Posts Tagged ‘LumoPro LP633’

10. oktober 2010 · by Jesper · Anmeldelser, Grej, Paraplyholdere, Studiefoto

Når man ikke bor i umiddelbar nærhed af en velassorteret fotohandler, så handler man som oftest på nettet. Det er sådan set også fint nok når det drejer sig om større ting som kamerahuse og objektiver hvor informationsniveauet er ganske højt. Helt anderledes er det når det drejer sig om diverse dimser. Og dimser er noget man får masser af, når man fotograferer. Hvem har ikke prøvet at bestille en dims hjem blot for at konstatere, at det måske ikke lige var den helt rigtige dims til netop det indkøbte dimseformål?

Jeg vil derfor begynde, at lave lidt anmeldelser af forskelligt udstyr baseret på erfaringer gennem længere tids brug. Jeg har 3 forskellige slags paraplyholdere og de får æren af at deltage i premieren.
—————————————-

NoName fra FotoImport

Den første er denne NoName holder, som jeg har købt hos fotoimport.dk for et gavekort vundet på Fotomalia. Den er lavet af støbejern og forskellige metaller samt plastic. Montering på stativet foregår med en støbejernsfatning og strammes med en rund fingerskrue. Den er ikke til at stramme så meget at paraplyen ikke drejer i fatningen, så den er ikke velegnet til udendørs brug. Den passer på et standard stativ og der følger også en 1 / 4 – 3 / 8 adapter (aluminium) med så den burde kunne bruges på de fleste systemer.

Holderen kan vinkles i små hak og strammes med en stor solid vinkelskrue hvilket fungerer rigtig godt.

Selve paraplyen monteres i en plasticmuffe der kan tage et skaft op til 8 mm i tykkelse. Den strammes med en lille rund fingerskrue. Som det måske kan anes på billedet så kan den ikke holde skaftet helt fast så flashen skyder ret højt i paraplyen.

Skoen til flashen er også af plastic. Det er en løs enhed der skrues på et gevind og strammes med en aluminiums kontraring. Ikke den fedeste løsning da det ikke er til at få den til at sidde helt fast. Flashen – eller i dette tilfælde, en Cactus trigger – strammes med en lille rund fingerskrue og det fungerer efter hensigten.

Købt hos: FotoImport.dk
Pris: Kr. 199,-
—————————————-

LumoPro LP633 fra CameraTools

Den næste holder er en LumoPro LP633. Den er fra den hollandske netshop Cameratools og er ligeledes lavet af støbejern, diverse metaller samt plast. Fatningen til stativet er også her i støbejern og den strammes ved en god vinkelskrue som kan holde den fast. Den passer på et standard stativ og der følger også en 1 / 4 – 3 / 8 adapter (messing) med denne holder.

Vinklingen er fjederpåvirket og foregår i tydeligt markerede hak og strammes af en god solid fingerskrue.

Den øverste del af vinklen er på denne holder også af støbejern. Der er lavet et spor i hullet til skaftet så der er godt hold på den og den skyder lige midt i paraplyen.

Flashskoen er fast og lavet af metal. Flashen strammes med en lille fingerskrue og den sidder fast og sikkert. Alle skruer i denne holder er i øvrigt lavet så de ikke kan skrues helt ud af deres gevind.

Købt hos CameraTools
Pris: 22€ / Kr. 164,-
—————————————-

Walimex fra Photogadget

Den sidste i samlingen er en Walimex holder. Den er faktisk ikke rigtig værd at skrive om. Den er af plastic. Fatningen til stativet er skrøbeligt og knækker nemt. Vinklingen foregår uden problemer og er nok det eneste der fungerer. Paraplyskaftet spændes med en lille rund fingerskrue men den hænger noget og flashen skyder ret højt i paraplyen. Flashskoen er bare en lang slidse og der er intet hold på den enhed du sætter deri så man skal have gang i elastikker eller lignende og det er sgu ret bøvlet.

Købt hos: Photogadget
Pris: Kr. 135,-
—————————————-

Konklusion

Ja, det var så 3 dimser til det samme formål, men i 3 meget forskellige kvaliteter. Walimex’en er ikke 20 kroner værd, men den koster 135,- hvilket er en gang tyveri for så ringe et produkt. Noname holderen er sådan set OK, men det er også testens dyreste og hvis den kostede omkring kr. 75,- ville jeg måske overveje at købe den igen, men skal jeg bruge flere paraplyholdere bliver det helt klart LumoPro LP633.