Posts Tagged ‘kat’

31. december 2008 · by Jesper · Diverse

Møv

Vi har haft nogle triste mellemdage. Vi har set os nødsaget til, at få aflivet vores ene ellers højt skattede kat, Møv. Den har gennem de 9 års tid vi har haft den, givet os mange sjove, hyggelige og fornøjelige stunder. Selv om en kat er sin egen, så knyttes der stærke bånd mellem mennesker og kat. En unik gensidig tillid og hengivenhed opnås, hvis man ellers gør sig fortjent til det.

Vi fandt Møv som stor killing, på gaden uden for vores gadedør, i Schleppegrellsgade. En morgen jeg tog på arbejde sad den våd, forkommen og miavende i ly under en bil, og da jeg kom hjem sad den der stadig. Om aftenen forbarmede vi os over den, og hentede den op i lejligheden. Vi har haft den siden og alle dage har den været underlig og psykisk ustabil. De sidste 3-4 år har den fået medicin derfor, hvilket har hjulpet en del, men ikke så meget, at man kunne kalde den normalt fungerende.

Hér til sidst kunne vi ikke længere få den til at spise sin medicin. Det har aldrig været muligt, at holde den og stoppe en pille i halsen på den, så pillen har altid været skjult i én eller anden godbid, men alle tricks var luret og al mad blev dissekeret og pillen lagt pænt til side.

Uden medicin vandrede den hvileløst omkring, slikkede pelsen af bagbenene, var insisterende kælen, men samtidig så angst, at det nogle gange resulterede i, at den angreb os når vi kælede med den.

Møvs angst og vores ridsede arme afgjorde beslutningen, så den 29. december blev Møv aflivet hos dyrlægen. Heldigvis var de gode perioder flest og vi vil huske Møv som en sød, tillidsfuld, dejlig og meget smuk kat og ikke mindst, som en meget stor jæger.

Fred være med dig, Møv.