Posts Tagged ‘hitech 10 stop’

12. februar 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Træt, stresset, småsyg, udkørt. Det dækker vist nogenlunde året indtil nu. Jeg har ikke haft den ro og det overskud jeg gerne skal have for, at lave billeder. Og så er det jo også temmelig ubekvemt at det er så hamrende koldt. ;-)

Sidst jeg var ved Horsens Fjord fandt jeg disse rusepæle, men med mine max. 85 mm, havde jeg ikke tele nok til, at komme ud hvor det var interessant. I dag – fuld af overskud som jeg var – kunne jeg gå på vandet.

Hon stod 100 meter från stranden – vacker, fyllig och läcker. Tre dagar senare var hon borta. Isen tog henne och förde bort henne. Hon efterlämnade ingenting utom minnen. Frid vare med henne.

Også denne gang har jeg brugt et 10 stops ND filter. Ikke at det gjorde nogen forskel på vandet – det var jo stift – men det giver noget til skyerne. De er ikke fastholdt i et splitsekund og giver billedet karakter af et tidsrum.

—-

15. januar 2012 · by Jesper · Fototur, Natur

Sikken dog en fantastisk smuk morgen. Stille og kold med svaner flyvende så lavt at vingespidserne berører vandoverfladen og kæmpe rågeflokke der leger stære og forsøger at lave sort sol. Det kunne jeg stå at nyde mens jeg forsøgte mig endnu en gang med 10-stopperen.

Den er uhyggelig svær at bruge omkring solopgang og nedgang. Lyset ændrer sig så hurtigt at den eksponering på 10 minutter der nok skulle have haft 15, måske nu kun skal have 6 minutter eller 8 eller 10 … Tiden går og tælleren rykker sig ikke meget og pludselig er det for lyst. Så kan man pakke sammen og konstatere at man har fået taget 10 billeder på 2 timer.

I dag blev det til 2 keepers. Et på forsiden som headerbillede og så dette.

—-

28. december 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

I går var der udbetaling fra blogkontoen. Det er ret fedt når den energi man ligger i sin, og andres blogge, giver bonus i form af, at mødes i den virkelige verden. Jeg mødtes for anden gang med landskabsfotografen, denne gang på en af hans ”jagtmarker” – sidste gang på et par stykker af mine. Der bliver snakket en del, men der bliver da også taget et par billeder og i går brugte vi også nogle timer på at redigere.

Jeg er for tiden meget optaget af superenkle vandskabsbilleder så jeg viste Kim hvordan jeg fjerner den modsatte bred og indsætter en anden himmel på mine billeder. Med mindre det er ret tåget, kan det næsten ikke lade sig gøre at finde et sted hvor der er frit udsyn i hele horisontlinien og så er det ret belejligt selv at kunne ordne den slags i redigeringen.

Dette billeder er fra Ulbækhus ved Vejle Fjord. Eksponeret i 30 sekunder gennem et 10 stops ND filter.

—-

11. december 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Sydhavnen i Horsens en tidlig morgenstund. Et lille bysamfund bygget af europapaller og andre genbrugsmaterialer. Fantastisk stemning og atmosfære og rig på motiver både til lands og til vands. Broerne er fascinerende og har altid ændret sig fra gang til gang.

Den anden side af kanalen er ikke særlig pæn, så den har jeg fjernet. Det giver lidt mere arbejde, men også et meget “renere” billede.

—-

10. december 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Arrgh – det er eddermaneme svært at få luftet kameraet i denne tid. I hverdagene er man så “heldig” at være på arbejde i døgnets lyse timer så det er med at komme ud af hullerne i week-enderne så snart lejligheden byder sig. Det har den desværre ikke gjort de sidste to, men i dag gav både vejret og tiden plads til et par timer med kameraet.

På trods af den pivende kulde var det skønt at være ude og jeg fik øvet lidt med det nye 10 stops filter. Det er ikke så nemt. Måske er ens tålmodighed bare ikke til flere minutters eksponeringer i stiv kuling.

—-

26. november 2011 · by Jesper · Fototur, Grej

Jeg modtog et Formatt Hitech Pro Stop 10 filter med posten i går. Sådan en sort fætter der blokerer cirka 10 stops lys. Det er altså meget. En normaleksponering på 1/15 sek. skal med filter eksponere i ca. 1 minut. 1 sekund bliver til 16 minutter! Vil man ikke have buler på vandet så kan dette filter gøre det fuldstændig flat, og det er netop hvad jeg har tænkt mig at bruge det til.

Jeg er blevet ret vild med fotos som disse af Nathan Wirth og en del af hemmeligheden bag dem er jo nok ND filtre i forskellige styrker. (Har du ikke en G+ konto, så se at få dig en. Der er virkelig mange gode fotografer derinde). Hitech filtrene fås i styrker fra 6 til 10 stop og jeg bliver vist nødt til at have nogle stykker. Da jeg ikke har så gode erfaringer med Cokin filtre nøjedes jeg dog med, lige til en start, kun at købe et enkelt for at tjekke kvaliteten. De Cokin ND filtre jeg har giver alle et trælst rødt farvestik og stacker man dem, kan de blive så røde at det ikke er muligt at rette efterfølgende. I øvrigt er de også gået konkurs så de er ikke længere så nemme at finde. LEE filtre er sindsygt dyre og med leveringstider fra en anden tidsalder og efter lidt søgning på nettet fandt jeg frem til et billigere alternativ i disse Hitech filtre. Ja okay, selv om de er billigere end LEE så er de nu ikke billige. 48 £ er også en slat penge.

Selvom det blæser en pelikan derude så ligger kysten i nærheden så meget i læ, at der desværre ikke rigtig var nogle bølger i dag. Til gengæld var det usædvanlig højvandet og sten, pæle, ja selv hele badebroer stod under vand så det var ikke rigtig til at finde egnede motiver. Jeg forsøgte mig på Egmont Højskolens badebro igen og den ser sådan ud kl. 10.30 på f/8, ISO 100 og en lukkertid på 61 sek.

—-