Posts Tagged ‘Grej’

6. november 2010 · by Jesper · Anmeldelser, Grej, Reflektor

Jeg har vist ikke tidligere skrevet noget positivt om Walimex produkter. Det er måske ikke helt fair for jeg har faktisk en Walimex dims som jeg er rigtig glad for. En lille beskeden ting der oven i købet var ganske gratis. Den var vedlagt en pakke med bomstativ og batterigreb jeg engang købte, og som måske bliver anmeldt en anden gang.
——————————–

30 cm Walimex reflektor fra Photogadget.dk

Sådan en lille fiks guld/sølv reflektor med en diameter på 32 cm og 13 cm sammenfoldet. Lige til at stikke i en lomme når man ikke bruger den. Jeg har haft den længe og ikke anet hvad jeg skulle bruge den til for den er godt nok lille. Nu har jeg et par gange været ude for at finde lidt efterårsfarver og jeg har fundet en anvendelse til den lille reflektor hvor den må siges at være perfekt.

Jeg kan godt lide at tage billeder med stor blænde og op mod solen. Det giver et godt spil i motiverne og en baggrund med smuk bokeh, men også ofte nogle meget lukkede skygger. Dem kan man selvfølgelig løfte efterfølgende i Lightroom, men det er nu engang bedst at gøre det i optagelsen.

Det er så her den lille reflektor kommer ind i billedet. På nedenstående motiv har jeg eksponeret så jeg fik den baggrund jeg ville have og så har jeg lyst bladene op med reflektoren. Den er så lille og let, at man kan holde den mellem to fingre og evt. støtte den på kameraet og samtidig skygger den faktisk, så man ikke får solen lige i øjnene. Smart!

Jeg ville jo gerne vise et rigtig godt eksempel og jeg gik derfor ud i formiddags, ja jeg gik faktisk 6 kilometer for at lave et billede, men elementerne var ikke rigtig med mig. Det var skyet. For at sådan en reflektor virker, skal der jo være noget den kan reflektere og det drillede gevaldigt. Når der var lidt sol, var der ingen motiver og når der var et motiv var der ingen sol. Det kan jeg jo ikke rigtig bebrejde Walimex.

Derfor kommer der ikke et godt eksempel men blot et eksempel.

Fået af Photogadget
Pris: Kr. 95,-
——————————–

21. juni 2010 · by Jesper · Grej

Så kom den sgu alligevel. Den anden ting jeg købte over Gul & Gratis var en Lastolite HiLite baggrund i format 180 x 215 cm. Sælger lovede at han ville sende den i mandags, men den dukkede ikke op. Jeg sendte et par mails, men de blev ikke besvaret så jeg var egentlig begyndt at indstille mig på, at jeg nok havde tabt de 1600,- kr. I fredag fik jeg så fat i sælgeren pr. telefon og han forklarede at han havde været bortrejst, at han havde bedt en anden om at sende, at hans syge moster og bla. bla. bla. Men han lovede at sende den samme dag. Og det gjorde han. Så nu står der sådan en dims i vores stue og damn – den er godt nok stor.

Jeg har lige hurtigt sat den op og taget et par testbilleder. Umiddelbart ser det ud til at en enkelt Canon 540EZ på 1/8 styrke kan lyse den op. Måske skal den op på 1/4 styrke for at få det helt jævnt, men det må jeg se når jeg får den testet noget mere. Desværre er der andre ting på programmet de næste 6 dage så jeg må vist hellere se om jeg kan få den pakket ned igen. Den foldes som en reflektor og jeg synes egentlig jeg har rigeligt bøvl med at folde min 70 x 100 cm reflektor!

Men hvad skal jeg bruge sådan en HiLite til?

Jeg aner det ikke ;-)

23. december 2008 · by Jesper · Grej

Selv om 40D er betydelig større end 400D synes jeg alligevel det gavner komforten med et batterigreb.

Jeg bestilte derfor et uoriginalt greb hos enjoyyourcamera.com af mærket KT. Et originalt Canongreb koster i DK omkring 1500,- kr. hvilket jeg ikke rigtig kan få mig selv til at betale for en smule plastic.

Et KT koster omkring 500,- kr. og jeg må jo desværre konstatere at det er det ikke værd. Nu har jeg godt nok næsten kun natfotograferet mens jeg har haft det, og det med live view, der jo nok sluger en del strøm. Med 2 fuldt opladede batterier i magasinet er der strøm til halvanden times fotografering.

Med en pris omkring de 500,- kr. kan man jo købe 3 uoriginale greb for hvert originalt så jeg bestilte et Jenis greb fra hvStar.com der også har timer og andre funktioner jeg endnu ikke har sat mig ind i. Umiddelbart virker det som om det holder strøm meget længere end KT grebet, men ikke nær så lang tid som på mit 400D der også er monteret med Jenis greb. Dét greb har så til gengæld problemer med, at drejehjulet nogle gange ikke fungerer.

Jeg håber vejret i juleferien arter sig, så jeg får mulighed for at teste yderligere, men jeg tror nok jeg har lært, at når 40D engang skal udskiftes så bliver med med originalt batterigreb med det samme.

UPDATE 21. januar.
Jeg har nu haft grebet i et godt stykke tid og det virker til, at det holder kapaciteten som det skal. Jeg har ikke opladet siden juleferien, men har dog heller ikke fotograferet særlig meget. MEN – der er problemer med udløserknappen. Den er ikke vild med, at trykke halvt ned for autofokus og derefter helt ned for at tage billedet. Den vil helst, at det gøres af to omgange – halvt ned for autofokus, løfte og så helt ned for at tage billedet. Det gør det jo umuligt at rekomponere sit billede så nu tror jeg nok, at jeg er på udkig efter et brugt Canon greb.

19. december 2008 · by Jesper · Grej

Så skulle problemet med for lidt plads i tasken være løst.

Der kom en Flipside 400AW med posten i dag til den nette sum af 758,- kroner. Købt hos dustinhome.dk der var det billigste sted jeg kunne finde. Der er plads til både det ene og det andet og den er rigtig god at gå med. Man skal lige vænne sig til, at den åbnes på den “forkerte” side så skulderstropper og hoftesele er lidt i vejen når den skal åbnes. Men jeg tror det er det rigtige valg.

NB! Det er ikke min taske der er afbilledet. Jeg har ingen hvide rør med røde elastikker omkring :(