Posts Tagged ‘Fototur’

5. april 2009 · by Jesper · Fototur

stakit

Alt har jo en ende – også denne ferie. Jeg har ikke været nord for Ålborg i 20 år, men der kommer absolut ikke til at gå så lang tid, før vi skal derop igen. Kameraet har haft pause i dag. Vi har pakket, rengjort lejligheden, afleveret nøgle (i den forkerte postkasse), kørt hjem, pakket ud, hentet kat og fladet ud. Slutter af med et billede fra Skiveren Strand og et billede af min ene sko.

Skiveren Strand

Skiveren Strand

Sko

Fotograferet ned i min ene sko :-)

· by Jesper · Fototur

rubjerg_banner

Så kom det gode vejr også til Skiveren. Ikke at det burde komme bag på nogen – det er jo min fødselsdag. Turen gik i dag til Rubjerg Knude Fyr. Hold da op et sted. Det får jo Råbjerg Mile til at ligne en flad sandkasse. Det giver lidt mælkesyre at komme op, men det er hele umagen værd.

Rubjerg Knude

Rubjerg Knude

Lidt af Knuden set oppe fra fyret.

Lidt af Knuden set oppe fra fyret

Fyret

Fyret


På vejen hjem derfra var vi et smut forbi Hjørring. Sad og spiste frokost på en fortovscafé og nød det gode vejr mens der så småt kom kræfter tilbage i benene. Efter et besøg på Hjørring Bibliotek der er helt enestående drog vi hjem til Skiveren. Et lille sidste besøg på stranden, for nu  er ferien desværre forbi. En enkelt overnatning mere, pakning og rengøring så stedet kan forlades kl. 9.00.

Farvel til Skiveren og tak for denne gang.

Skiveren Strand

Skiveren Strand

Farvel

Farvel

4. april 2009 · by Jesper · Fototur

fog_banner
Fotografisk set var dagen var dagen ikke meget bevendt. Tågen kom allerede aftenen før og det var først omkring 13-tiden, at der kom lidt huller, hvor solen kunne kigge igennem. Tågen blev dog meget hurtigt afløst af havgus så der var nok kun solskin i omkring halvanden time. Det var så tilfældigvis lige præcis i det tidsrum vi gik rundt indendøre på Skagens Museum.

Ålbæk Havn

Ålbæk Havn

Havneindsejlingen

Havneindsejlingen

Om morgenen kørte vi ned til Ålbæk Havn i håbet om, at solen ville bryde igennem og bidrage til nogle gode stemningsbilleder.

Skagen

Skagen

På Skagens Museum var der – hvor heldig kan man være – ud over selvfølgelig en masse skagensmalerkunst, også fotoudstillingen ”Altid som aldrig før”.

ALTID SOM ALDRIG FØR er en fotoudstilling, hvor et udvalg af danske fotografer med kunstneriske øjne har forholdt sig til Skagen 100 år efter at Skagens Museum blev stiftet, og generationer efter at skagenskolonien blomstrede.  De 14 kunstnere har besøgt Skagen og forholdt sig til de samme områder, det samme hav, den samme motivverden som skagensmalerne i sin tid oplevede, blot set igennem et moderne medie, nemlig kameraet, og altså ikke udtrykt sig gennem oliemaling på et lærred som det var tilfældet for skagensmalerne.

Kunstnere:
Jørgen Borg, Peter Brandes, Christina Capetillo, Krass Clement, Joakim Eskildsen, Mads Gamdrup, Nicolai Howalt, John Jedbo, Fie Johansen, Kirsten Klein, Janne Klerk, Astrid Kruse Jensen, Henrik Saxgren, Trine Søndergaard.

Der var nogle meget spændende analoge billeder af Peter Brandes. Han har ”bearbejdet fotografierne med fremkalder- og fikservæske i forskellige koncentrationer samt efterbelyst fotopapiret i forskellige tempi med forskellige lyskilder”. Det giver nogle helt unikke effekter. Han havde lavet 5-6 billeder af Klitgården, alle taget fra nogenlunde samme afstand og vinkel, men med meget forskellige udtryk pga. hans specielle fremkaldeteknik. Dernæst var det Janne Klerks helt fantastisk flotte panoramabilleder fra Råbjerg mile og Krass Clements finurlige billeder jeg brugte mest tid på.

Efter museumsbesøget gik vi en tur rundt i byen og nød de ca. 15 minutters yderligere sol dagen kunne byde på. På vejen hjem var vi et smut forbi Den tilsandede kirke. Skuffet? Ja! Et kirketårn på en grusvej. Spændende? Nej! Der kommer et billede alligevel.

Den tilsandede kirke

Den tilsandede kirke

3. april 2009 · by Jesper · Fototur

grenen_banner

Vågnede kl. 06.30 og stod op til klart og lunt vejr. Efter lidt kaffe på terrassen, bad og morgenmad kom tågen. Den blev hængende til lidt op ad formiddagen, så det blev ikke til solopgangsbilleder. Vi kørte til Råbjerg mile og fik lidt skyggeløse billeder. Milen er et ret fantastisk sted og, at dømme efter mængden af fodspor, et meget besøgt område. Det må være et utrolig flot skue, at komme en dag efter blæsevejr og se området helt glat og uden spor efter mennesker.

Råbjerg mile

Råbjerg mile

Bjerglandskab

Bjerglandskab

Spor

Spor


Derefter kørte vi en tur op til Grenen. Dér hvor Danmark ender og hvor Skagerrak og Kattegat mødes. Der kommer 1 million mennesker derud om året, men der var ikke mange i dag.

Grenen set fra en bunker

Grenen set fra en bunker

Skagerak/Kattegat

Skagerrak/Kattegat

Det blev desværre diset om aftenen. Jeg havde ellers planer om lidt solnedgangsbilleder taget ud over klitterne ned mod stranden.

2. april 2009 · by Jesper · Fototur

mars_banner
1. dag på Skiveren. Dagen gik med, at aflevere katten på pension, pakke, køre til Ålborg for at hente Marianne, spise frokost, køre videre til Ålbæk for at hente nøgle og dernæst ud til det lejede sommerhus/lejlighed på Skiveren.

Niels Skiveres Gaard
Niels Skiveres Gaard

Det blev ikke til så meget fotografering, men vi var da en lille tur nede på stranden, der ligger omkring 200 m. fra lejligheden. Alle billeder er taget med EOS 40D og Canon EF 17-40mm f/4.0 L USM.

En anden planet
En anden planet

Delta
Delta

29. marts 2009 · by Jesper · Fototur

flue_banner
Som, jeg må vist hellere sige, tidligere lystfisker, drager jeg en del paralleller mellem, at være på fisketur og være på fototur. Den største forskel, på denne tid af året er, at fotografen kun sjældent kommer hjem med stivfrosne fødder og fingre. Der er selvfølgelig også lige den lille detalje, at fotografen altid kommer hjem med ét eller andet, hvorimod det for lystfiskeren er en sjældenhed. I hvert fald dem jeg kender.

Fællestrækkene er bl.a. planlægningen, forventningen, naturoplevelsen, improviseringen, strabadserne, madpakken og udgifterne. Det er knapt så dyrt, at være lystfisker, men det er ikke gratis. Den største lighed ligger dog i brugen af sanserne. Begge parter er koncentrerede, focuserede, søgende og opmærksomme. På vagt og på jagt.

I dag mødte jeg Jan og Kasper nede ved Sondrup Strand. De havde kolde fødder. Vi kom alle hjem med oplevelsen, men jeg kom også hjem med et par billeder. Og varme tæer.

Jan og Kasper

Sondrup Strand

Kasper

Kasper

Dur ikke, næste.

Dur ikke, næste

Kasper

19. marts 2009 · by Jesper · Fototur, Grej

sky_banner

Jeg har jo stadig ferie og igen i dag, var vejret rigtig dejligt. Jeg skulle hente Marianne ved toget i Horsens og benyttede lejligheden til at køre derind nogle timer inden ankomst. Med i bagagen var i dag, kun mit EOS 40D samt mit nye Canon EF 17-40 mm L, monteret med pol-filter. Filterstørrelsen er 77 mm så den kan dele filtre med min vidvinkel Canon EF-S 10-22 mm. Priserne på filtre taget i betragtning, kan det godt betale sig, at tænke lidt i diameter når man kigger på nye objektiver.

Første stop var lige omkring broen/dæmningen over Stensballe Sundet, hvor jeg fandt en lille jolle gemt i sivene.

Stensballe Sundet

Stensballe Sundet

Derefter kørte jeg op til Kunstmuseet og fotograferede lidt på det gamle vandtårn og amfiscenen, men det kom der ikke rigtig noget spændende ud af. Jeg kørte ned til banegården og gik en tur langs banen. Der er en masse ubenyttede spor hvor der åbenbart engang har været godsterminal og værksteder, men nu står det ubenyttet hen.

No. 27

No. 27

Området er stort men består mest af en masse spor og en masse af disse sporskiftere, så det bliver rimelig hurtigt trivielt. Længere henne er der noget der kunne ligne et tidligere værksted og der var alle ruderne selvfølgelig smadrede, som de jo altid ér, af  én eller anden grund, på den slags forladte steder. Jeg kravlede ind, gennem et hul i en dør, og kiggede lidt rundt. Det var nu ikke så spændende og for nyt til, at der var nogle interessante detaljer. Jeg tog selvklart lidt billeder alligevel.

Forladt værksted

Forladt værksted

Jeg sluttede turen af med lige, at gå en lille tur rundt i Bygholm Park, bag banegården. Den er ikke så spændende på denne tid af året. Anemonerne er ikke sprunget ud endnu, så det er mest bare sumpet græs og bladløse træer, samt en helvedes masse ænder og gæs der skræpper og skider over det hele.

Bygholm Park

Bygholm Park. Lige så kedelig som den ser ud.

18. marts 2009 · by Jesper · Fototur, Grej

vejle_banner

Jeg har givet et ekstraordinært bidrag til co² forureningen i dag. Undskyld! Jeg har ferie, vejret er endelig blevet såkaldt opholdsvejr og jeg har et nyt objektiv der skal testes. Jeg har købt et Canon EF 17-40mm f/4 L USM. Købt brugt gennem dba.dk for 3800,- kr. Med et L-glas følger der som standard modlysblænde og mulepose med. Derudover fik jeg UV filter og sådan en lille rund polstret læderkuffert med i købet.

Et f/4 objektiv er ikke særlig velegnet til indendørs- og gråvejrsfotografering og det er ligesom dét vejret har kunnet byde på, i de 5 dage jeg har haft objektivet. Jeg havde lyst til, at prøve lidt andre lokaliteter end dem jeg plejer, så i dag kørte jeg de godt 45 km. til Vejle for, at fotografere Vejlefjordbroen. Man kan komme til broen på begge sider, men jeg valgte nordsiden for der kan man komme helt op til broens udspring inde i dyreparken.

Vejlefjordbroen fra Dyreparken

Vejlefjordbroen fra Dyreparken

.

Broen set fra stranden

Broen set fra stranden

.

Indtil videre er jeg tilfreds med objektivet. Autofocus er øjeblikkelig og lydløs, farver og kontrast er afstemt og skarpheden er god, også på blænde 4. Meget mere kan man vel ikke forlange.

Vejlefjordbroen

Vejlefjordbroen

.

16. februar 2009 · by Jesper · Fototur

herning_banner

Som skrevet i forrige indlæg var vi en tur i Herning i lørdags. Målet var Herning kunstmuseum. Vi har gennem tiderne kørt forbi mange gange men aldrig været inde og kigge. Jeg har det ofte sådan med museer, at jeg fascineres mere af selve bygningen end af dens indhold af kunst. Det var også tilfældet denne gang. Ikke fordi udstillingen var dårlig – tværtimod – men den var bare så lille. Bygningen hvor museet holder til, er den tidligere skjortefabrik Angli. Det er en meget spændende bygning tegnet af C.F. Møllers Tegnestue efter idé af landskabsarkitekt C. Th. Sørensen. Den er formet som et lille ”a”. Mod min forventning har museet dog kun en mindre del af bygningen.

Arkitektonisk er området ret unikt. Angligården og Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum tegnet af C.F. Møllers Tegnestue, Skulpturparken og Den geometriske have af C. Th. Sørensen, et prøvehus til en eksport- og designskole tegnet af Jørn Utzon og  Handels- og Ingeniørhøjskolen tegnet af Henning Larsens Tegnestue. Det er også i dette lille område Ingvar Cronhammars Elia ligger, der i øvrigt er nordeuropas største skulptur.

Nu ved jeg lidt om hvad der er deroppe, så næste gang vil jeg planlægge i forvejen hvad, og hvordan, jeg vil fotografere. Her kommer lidt af det jeg fik ud af denne tur.

Skulpturparken er enorm

Skulpturparken er enorm

↑ Himlen er i øvrigt et eksempel på, at pol-filter på vidvinkel kan give nogle utilsigtede effekter.

Betonskulpturer foran Angli bygningen

Betonskulpturer foran Angli bygningen

Prismet

Prismet

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum

Prismet

Prismet

.

Links til museerne. Entre billetten gælder i øvrigt til dem begge.

Herning Kunstmuseum

Carl-Henning Pedersens og
Else Alfelts Museum

.

.

.

.

.

.

25. januar 2009 · by Jesper · Fototur

sondrup_banner_250109

Det var tåget til morgen. Vi stod ved sydgavlen og røg cigaretter og kiggede ud over hestefolden. Der kom en musvåge snigende, men den var ikke glad for publikum så den smuttede ud i tåget igen.

Jeg tror lige jeg kører ned til Sondrup og tager et par billeder, sagde jeg.
Nu, svarede Marianne – man kan jo ikke se en skid!
Nææ, men man kan altid tage billeder – vil du med?

Jeg har længe ønsket mig et billede af en jolle der kom sejlende ud af tågen direkte mod mig. Inspireret af dette billede af Eric Dufour fra fotobasen.dk.

Netop i dag skete det. Desværre havde jeg kun lige akkurat rigget klar og det med en 50 mm prime så jeg nåede ikke, at få et godt billede af situationen. En zoom havde givet mig lidt bedre mulighed for at komponere, men Marianne bruger 17-70’eren. Men jeg fik da endnu et topbanner :)

Som altid er Sondrup Strand et dejligt sted at være og det blev da også til et par rimelige billeder. Klik på dem for at se dem større.

bro_250109

Mod ukendt.

sondrup_250109

Ingen titel.


Jeg tror faktisk også jeg fik det billede jeg vil bruge til månedskonkurrencen „sort/hvid i farve”. Jeg er ikke helt sikker endnu, men jeg synes det passer meget godt og jeg har i hvert fald ikke overdrevet farvedelen. Dette billede er kun et udkast. Det skal lige laves ordentligt uden støj og haloer hvis det bliver det jeg vælger. ↓

foggy_morning

Kladde til ”Orange”.