Posts Tagged ‘flash’

22. januar 2011 · by Jesper · Diverse, Studiefoto

Jeg leger lidt med lyset for tiden. Det må man nemlig gerne som fotograf. Man hører ofte flashguruerne sige, at det er ikke hvor lidt, eller hvor meget lys du har der betyder noget, det er hvor du sætter det.

Her til morgen bad Marianne mig om, at fotografere en jakke hun har nørklet med og jeg tænkte, at jeg ville prøve at arbejde med højden af lyset. Billede 1 er med lavt lys ind fra hver i en vinkel på ca. 20 grader og billede 2 med det samme lys men hævet til omkring 60 grader. Det giver to meget forskellige udtryk.

—-

20. oktober 2010 · by Jesper · Anmeldelser, Flash, Grej, Studiefoto

I forlængelse af min anmeldelse af paraplyholdere er det jo meget naturligt at anmelde noget af det de skal bruges til – nemlig at holde en flash. Af dem har jeg også 3 forskellige, men jeg synes det bliver lidt for omfattende at anmelde dem sammen, så jeg vil nøjes med den sidst anskaffede.
——————————–

LumoPro LP160 fra CameraTools

Pakken indeholder 1 stk. flash, 1 stk. spinkel fod, 1stk. vidvinkeladapter og 1 stk. Minijack til PC Sync stik. Der er intet etui så det må man selv ud at finde.

De væsentligste specifikationer er følgende: Ledetallet skulle være ekvivalent til Nikon SB-900 og Canon 580 EX II, hovedet kan drejes 270 grader og tiltes 90 grader bagover og 7 grader frem. Den bruger standard AA batterier og ladetiden er mellem 4 og 7 sekunder efter en fuld udladning. Vægten er 362 gram og der er 2 års garanti. Flashen er fuldt manuel, dvs. ingen former for TTL understøttelse overhovedet.

Betjeningen er super simpel. Øverst er der en knap til Zoom og en til Power. For begge gælder det, at man kun kan rykke den ene vej, så skal man f.eks. gå fra 1/4 til 1/2 power, skal man trykke 6 gange på powerknappen. Det er dejligt simpelt og det kræver ikke den store assistentuddannelse, at hjælpe med det. Så er der yderligere 3 knapper. En on/off, en test og en tretrins slavevælger. Slavefunktionen er en optisk slave, hvilket vil sige, at flashen reagerer på glimt fra andre flashes. På funktion S reagerer den på alt og på funktion Si ignorerer den preflash, AF hjælpelys og andre mindre udsving.

Til sidst skal det lige nævnes, at der er en lille rød lampe på begge sider af flashen, der lyser når den er opladt og klar til skud og, at der er tilslutning via både PC Sync og minijack på siden af flashen.
—————————–

Virker skidtet så?

Ja det synes jeg. I forhold til mine Canon flashes virker den noget billig i byggekvaliteten og jeg ville også gerne have et belyst display, men der er jo en grund til, at den kun koster en trediedel af en Canon 580 EX II. Hvis jeg skal starte med, at nævne det jeg synes er skod, så er det den noget latterlige vidvinkelforsats. Sådan noget bør være indbygget. Dernæst er jeg ikke så tryg ved, at batteridækslet ikke er hængslet. Det skydes bare ind i en rille og det giver jo mulighed for at tabe det, når man skifter batterier.

Ladetiden efter et skud på fuld styrke er ca. 6 sekunder med Eneloop batterer. Normalt kommer jeg ikke over 1/2 styrke og da er ladetiden omkring 3 sekunder hvilket ikke er generende lang tid.

Med en Canon ST-E2 infrarød trigger og en Canon 580EX II som slave kan jeg køre high-speed sync, hvilket vil sige lukketider helt op til 1/8000 sekund. Jeg havde egentlig en forventning om, at LumePro’en også kunne bruges i dette setup, men det kan den desværre ikke og jeg kan ikke helt lure hvorfor?

Det der gør denne flash værd at købe er dens optiske slave. Jeg har ikke prøvet den udendørs, men indendørs fungerer den bare. Hver gang. Uanset hvilket triggersystem folk bruger, kan man altid lige sætte LumoPro’en ind i setup’et. Den virker desuden med Cactus V4 triggere og sikkert også med alle andre gængse radiotriggere og faktisk også med infrarød signal fra f.eks. Canon ST-E2. Denne store fleksibilitet sammenholdt med den meget enkle betjening giver nogle meget store plusser i min bog.

Købt hos CameraTools
Pris: € 139.- / Kr. ca. 1040,-

26. maj 2009 · by Jesper · Fototur

flash_top

Så er Fotozites forårstræf slut. Det har været sjovt og hyggeligt og jeg er kommet hjem med en masse billeder og mange erfaringer rigere. Det er ikke sikkert, at jeg nogensinde kommer videre med modelfotografering, men jeg har lært af både de ting vi gjorde, og ved gennemsyn af billederne, også af de ting vi ikke gjorde.

Der tages profilbillede af Finn

Der tages profilbillede af Finn

Her bliver der efter aftensmaden leget med at tage et profilbillede af Finn. Det illustrerer meget godt den arbejdsfordeling vi nok burde havde lavet. Lisbeth fotograferer, Finn K er lysmand (og model), Ankerstjerne og Claude er reflektorholdere, hér med henholdsvis trøje – og stoletricket. :) Havde vi organiseret os i sådanne teams og lavet rotation i fordelingen, havde vi nok både lært lidt flere processer samt fået lidt bedre billeder.

Indlæg om brug af flash

Indlæg om brug af flash

Dagen startede med, at Peter Ankerstjerne holdt et indlæg hvor han delte ud af sine egne erfaringer om kamera og flashindstillinger, TTL, reflektionsmetoder, off-camera og on-camera flash, triggermetoder og meget andet.

Kursister

2 af kursisterne, Fif og Ingvard.

-

Der blev lyttet interesseret, stillet spørgsmål og givet svar samt pillet ved menuer og diverse triggere. I mellemtiden ankom de 2 modeller og jeg skal da lige love for, at der blev fyret noget lys af i de følgende timer. Jeg har kun min usle bærbare PC for tiden, så det bliver noget med, at redigere billederne efter fyraften på arbejdet. Jeg har dog lige lavet et enkelt på laptoppen for, at vise hvordan de 2 modeller ser ud.

Pernille og Stina

Pernille og Stina

-

De var faktisk fantastisk dygtige og havde rigtig godt blik for, at sprede deres opmærksomhed blandt alle fotograferne og spotte hvem der var klar og hvem der ikke var. For en modelfotograferingsnovice som mig, var det rigtig rart, at det overhovedet ikke var nødvendigt at instruere modellerne, så man kunne ”nøjes” med at koncentrere sig om indstillinger, lys, vinkler og den slags.

Dagen gik lynende hurtigt og da jeg var ved, at føle mig fortrolig med situationen var det sent på eftermiddagen og modellerne skulle afsted. Men det var sjovt at prøve og jeg håber jeg vil huske de erfaringer jeg har fået og bygge videre på dem en anden gang.

Resten af eftermiddagen, aftenen og noget af natten gik med at slappe af, snakke, grille, spise og drikke osv. og for mit vedkommende også, at gå og lege lidt med håndflash med påmonteret snoot.

Henrik (janningjuul) fyrer op i grillen

Henrik (janningjuul) fyrer op i grillen

-

Der hygges og fortælles røverhistorier

Der hygges og fortælles røverhistorier

Det var en god week-end, der var alle bropengene og kilometerne på landevejen værd og så er det rigtig rart at få sat ansigter på, og møde personlighederne bag, de billeder man har kigget så meget på.

Farvel Tørslev - ses vi næste år?

Farvel Tørslev - ses vi næste år?

16. maj 2009 · by Jesper · Grej

blomst_top

Jeg skal til forårstræf med fotozite i næste week-end, hvor det overordnede emne er flashfotografering. I en lade bliver der lavet et studie med baggrunde, softboxe, paraplyer og hvad der ellers skal bruges og der er arrangeret modeller, motorcykler og andet glitterstads.

På en skala fra 1 til 5 ligger min interesse for studie modelfotos i nærheden af nul. Det er muligt det er spændende og udfordrende som fotograf at styre både model og lyssætning, men outputtet synes jeg er uinteressant og kedeligt. Med mindre, at der er lavet noget effekt med brugen af lyset som f.eks. David Hobby og Joe McNally formår. Så bliver det lige pludselig ret spændende.

Derfor har jeg købt en Canon 580EX II og en transmitter. Flashen er ankommet og jeg håber meget, at transmitteren når at komme inden næste week-end. Træffet bliver derfor en fantastisk mulighed for at komme hurtigt igang med kreativ flashbrug og jeg regner med, at suge så meget viden ud af de erfarne flashbrugere som jeg kan rumme.

Det jeg først og fremmest vil øve mig i, er at få underbelyst omgivelserne og få lyset koncentreret på hovedmotivet. Jeg legede lidt med det i går ude i haven. Nu er det jo en nybyggerhave så der er ikke meget spændende at fotografere, men principperne er jo de samme så den er udmærket til øvning.

High speed flash

High speed flash