Posts Tagged ‘anmeldelse’

20. oktober 2010 · by Jesper · Anmeldelser, Flash, Grej, Studiefoto

I forlængelse af min anmeldelse af paraplyholdere er det jo meget naturligt at anmelde noget af det de skal bruges til – nemlig at holde en flash. Af dem har jeg også 3 forskellige, men jeg synes det bliver lidt for omfattende at anmelde dem sammen, så jeg vil nøjes med den sidst anskaffede.
——————————–

LumoPro LP160 fra CameraTools

Pakken indeholder 1 stk. flash, 1 stk. spinkel fod, 1stk. vidvinkeladapter og 1 stk. Minijack til PC Sync stik. Der er intet etui så det må man selv ud at finde.

De væsentligste specifikationer er følgende: Ledetallet skulle være ekvivalent til Nikon SB-900 og Canon 580 EX II, hovedet kan drejes 270 grader og tiltes 90 grader bagover og 7 grader frem. Den bruger standard AA batterier og ladetiden er mellem 4 og 7 sekunder efter en fuld udladning. Vægten er 362 gram og der er 2 års garanti. Flashen er fuldt manuel, dvs. ingen former for TTL understøttelse overhovedet.

Betjeningen er super simpel. Øverst er der en knap til Zoom og en til Power. For begge gælder det, at man kun kan rykke den ene vej, så skal man f.eks. gå fra 1/4 til 1/2 power, skal man trykke 6 gange på powerknappen. Det er dejligt simpelt og det kræver ikke den store assistentuddannelse, at hjælpe med det. Så er der yderligere 3 knapper. En on/off, en test og en tretrins slavevælger. Slavefunktionen er en optisk slave, hvilket vil sige, at flashen reagerer på glimt fra andre flashes. På funktion S reagerer den på alt og på funktion Si ignorerer den preflash, AF hjælpelys og andre mindre udsving.

Til sidst skal det lige nævnes, at der er en lille rød lampe på begge sider af flashen, der lyser når den er opladt og klar til skud og, at der er tilslutning via både PC Sync og minijack på siden af flashen.
—————————–

Virker skidtet så?

Ja det synes jeg. I forhold til mine Canon flashes virker den noget billig i byggekvaliteten og jeg ville også gerne have et belyst display, men der er jo en grund til, at den kun koster en trediedel af en Canon 580 EX II. Hvis jeg skal starte med, at nævne det jeg synes er skod, så er det den noget latterlige vidvinkelforsats. Sådan noget bør være indbygget. Dernæst er jeg ikke så tryg ved, at batteridækslet ikke er hængslet. Det skydes bare ind i en rille og det giver jo mulighed for at tabe det, når man skifter batterier.

Ladetiden efter et skud på fuld styrke er ca. 6 sekunder med Eneloop batterer. Normalt kommer jeg ikke over 1/2 styrke og da er ladetiden omkring 3 sekunder hvilket ikke er generende lang tid.

Med en Canon ST-E2 infrarød trigger og en Canon 580EX II som slave kan jeg køre high-speed sync, hvilket vil sige lukketider helt op til 1/8000 sekund. Jeg havde egentlig en forventning om, at LumePro’en også kunne bruges i dette setup, men det kan den desværre ikke og jeg kan ikke helt lure hvorfor?

Det der gør denne flash værd at købe er dens optiske slave. Jeg har ikke prøvet den udendørs, men indendørs fungerer den bare. Hver gang. Uanset hvilket triggersystem folk bruger, kan man altid lige sætte LumoPro’en ind i setup’et. Den virker desuden med Cactus V4 triggere og sikkert også med alle andre gængse radiotriggere og faktisk også med infrarød signal fra f.eks. Canon ST-E2. Denne store fleksibilitet sammenholdt med den meget enkle betjening giver nogle meget store plusser i min bog.

Købt hos CameraTools
Pris: € 139.- / Kr. ca. 1040,-

10. oktober 2010 · by Jesper · Anmeldelser, Grej, Paraplyholdere, Studiefoto

Når man ikke bor i umiddelbar nærhed af en velassorteret fotohandler, så handler man som oftest på nettet. Det er sådan set også fint nok når det drejer sig om større ting som kamerahuse og objektiver hvor informationsniveauet er ganske højt. Helt anderledes er det når det drejer sig om diverse dimser. Og dimser er noget man får masser af, når man fotograferer. Hvem har ikke prøvet at bestille en dims hjem blot for at konstatere, at det måske ikke lige var den helt rigtige dims til netop det indkøbte dimseformål?

Jeg vil derfor begynde, at lave lidt anmeldelser af forskelligt udstyr baseret på erfaringer gennem længere tids brug. Jeg har 3 forskellige slags paraplyholdere og de får æren af at deltage i premieren.
—————————————-

NoName fra FotoImport

Den første er denne NoName holder, som jeg har købt hos fotoimport.dk for et gavekort vundet på Fotomalia. Den er lavet af støbejern og forskellige metaller samt plastic. Montering på stativet foregår med en støbejernsfatning og strammes med en rund fingerskrue. Den er ikke til at stramme så meget at paraplyen ikke drejer i fatningen, så den er ikke velegnet til udendørs brug. Den passer på et standard stativ og der følger også en 1 / 4 – 3 / 8 adapter (aluminium) med så den burde kunne bruges på de fleste systemer.

Holderen kan vinkles i små hak og strammes med en stor solid vinkelskrue hvilket fungerer rigtig godt.

Selve paraplyen monteres i en plasticmuffe der kan tage et skaft op til 8 mm i tykkelse. Den strammes med en lille rund fingerskrue. Som det måske kan anes på billedet så kan den ikke holde skaftet helt fast så flashen skyder ret højt i paraplyen.

Skoen til flashen er også af plastic. Det er en løs enhed der skrues på et gevind og strammes med en aluminiums kontraring. Ikke den fedeste løsning da det ikke er til at få den til at sidde helt fast. Flashen – eller i dette tilfælde, en Cactus trigger – strammes med en lille rund fingerskrue og det fungerer efter hensigten.

Købt hos: FotoImport.dk
Pris: Kr. 199,-
—————————————-

LumoPro LP633 fra CameraTools

Den næste holder er en LumoPro LP633. Den er fra den hollandske netshop Cameratools og er ligeledes lavet af støbejern, diverse metaller samt plast. Fatningen til stativet er også her i støbejern og den strammes ved en god vinkelskrue som kan holde den fast. Den passer på et standard stativ og der følger også en 1 / 4 – 3 / 8 adapter (messing) med denne holder.

Vinklingen er fjederpåvirket og foregår i tydeligt markerede hak og strammes af en god solid fingerskrue.

Den øverste del af vinklen er på denne holder også af støbejern. Der er lavet et spor i hullet til skaftet så der er godt hold på den og den skyder lige midt i paraplyen.

Flashskoen er fast og lavet af metal. Flashen strammes med en lille fingerskrue og den sidder fast og sikkert. Alle skruer i denne holder er i øvrigt lavet så de ikke kan skrues helt ud af deres gevind.

Købt hos CameraTools
Pris: 22€ / Kr. 164,-
—————————————-

Walimex fra Photogadget

Den sidste i samlingen er en Walimex holder. Den er faktisk ikke rigtig værd at skrive om. Den er af plastic. Fatningen til stativet er skrøbeligt og knækker nemt. Vinklingen foregår uden problemer og er nok det eneste der fungerer. Paraplyskaftet spændes med en lille rund fingerskrue men den hænger noget og flashen skyder ret højt i paraplyen. Flashskoen er bare en lang slidse og der er intet hold på den enhed du sætter deri så man skal have gang i elastikker eller lignende og det er sgu ret bøvlet.

Købt hos: Photogadget
Pris: Kr. 135,-
—————————————-

Konklusion

Ja, det var så 3 dimser til det samme formål, men i 3 meget forskellige kvaliteter. Walimex’en er ikke 20 kroner værd, men den koster 135,- hvilket er en gang tyveri for så ringe et produkt. Noname holderen er sådan set OK, men det er også testens dyreste og hvis den kostede omkring kr. 75,- ville jeg måske overveje at købe den igen, men skal jeg bruge flere paraplyholdere bliver det helt klart LumoPro LP633.