Archive for the ‘Kultur’ Category

25. september 2009 · by Jesper · Kultur

Top

Pressemeddelelse fra Danmarks Fotomuseum:

Danmarks Fotomuseum har arrangeret en fotoudstilling med nogle af de bedste naturfotografer i Danmark.

StreamerEn række entusiastiske naturfotografer har organiseret sig i en landsdækkende forening – NaturFotografer i Danmark. Naturfotografernes fælles omdrejningspunkt er deres kærlighed til den natur, som vi er omgivet af, og det at kunne få mulighed for at skildre den gennem deres kameraer.

De omkring 180 medlemmer af foreningen fotograferer et bredt spektrum af motiver i naturen. Det er ikke alene fugle, dyr og landskaber der fotograferes, men også insekter, planter og hvad man ellers finder i naturen.

At fotografere i naturen er en stor udfordring for fotografen. Naturfotografien er måske den genre indenfor fotografiet, der kræver mest af fotografen. Det er en forudsætning med en basisviden om flora og fauna. Dyder som tålmodighed og stædighed er også påkrævet, såfremt naturfotografen vil opnå et billede ud over det sædvanlige. Sidst men ikke mindst er et dybdegående kendskab til det anvendte fotografiske udstyr en nødvendighed for at opnå det perfekte pletskud.

Naturfotografer har forskellige billedsyn og motivvalg. Der er mange, der skildrer naturen i dokumentariske fotografier. Andre tager mere kunstneriske billeder med fokus på billedvinkel og komposition. Men fælles for naturfotograferne er at de nyder naturen og de oplevelser de får med hjem – og kan oplevelsen samtidigt gemmes i kameraet har fotografen opnået det ultimative.

Naturfotografen stiller sig selv som opgave, at den virkelighed, som han eller hun oplever, skal oversættes til et fotografi. Fotografen er som regel alene med sit motiv, sin viden, erfaring og sin intuitive fornemmelse for, hvad der gør sig bedst på billedet. De bedste naturfotografier opstår, når disse ting sættes rigtigt sammen og ”oversættelsen” giver et seværdigt resultat.

Foreningen afholder hvert år en fotokonkurrence, hvor der kåres en vinder indenfor flere kategorier. Det er de sidste 3 års vinderbilleder, der kan ses på fotomuseet, og der venter publikum en storartet oplevelse med billeder, der bringer beskueren tæt på naturen.

Fotoudstillingen har titlen NaturFotografer i Danmark og kan opleves på Danmarks Fotomuseum i perioden 3. oktober 2009 til og med 24. januar 2010.

Yderligere oplysninger:
Kontakt venligst museumsleder Bjarne Meldgård, tlf. 97 22 53 22, www.fotomuseum.dk eller www.nfd.dk

16. marts 2009 · by Jesper · Diverse, Kultur

aros_banner

150 af årets bedste pressefotos udstilles på Aros fra 14. marts til 13. april. Jeg har allerede set mange af dem på nettet eller i aviser, men det var noget helt andet, at se dem i stor størrelse og fremkaldt på papir i god kvalitet. Jeg er virkelig imponeret over hvor dygtige de egentlig er. Der er meget historie, stemning, følelse og indlevelse i de billeder og samtidig er den tekniske kvalitet helt i top.

Jan Grarups skildring af narkomaner i Afghanistan er en fantastisk stærk serie hvor han udnytter det eksisterende lys helt optimalt. Peter Hove Olesens serie fra Grant Park, Chicago, på valgaftenen hvor Obama blev valgt er meget udtryksfuld. Stemningen, håbet, troen, forventningerne og glæden er skildret og fanget på smukkeste vis. Mads Nissen har foreviget jordskælvet i Kina med en stærk og voldsom serie, men den bedste serie synes jeg er Thomas Lekfeldts serie om den 7 årige kræftramte pige Vibe. Det er en meget personlig, nærværende, smuk og respektfuld skildring af Vibe og hendes families forfærdentlige situation.

aros

Årets Pressefoto 2008

.

Alt i alt, var udstillingen en rigtig god oplevelse og stor respekt for deres evner og engagement. Billederne kan ses mange steder på nettet, bl.a. her.

3. februar 2009 · by Jesper · Kultur

simon_hoegsberg_banner

Jeg faldt over et ret interessant og inspirerende projekt af den danske fotograf Simon Høgsberg. Det hedder ”We’re All Gonna Die” og består af  ét billede på 78 cm x 100 meter! Han har over 20 dage i sommeren 2007 taget billeder af mennesker på en jernbanebro i Berlin. De er derefter sat sammen til én lang streamer og indeholder 178 personer.

Simon Høgsberg arbejder på, at få billedet udstillet i Berlin og København engang i 2009 (jp.dk) men indtil da, kan dette og andre af hans projekter nydes på hans hjemmeside www.simonhoegsberg.com

Klik på billedet for at gå direkte til showet. ↓

simon_hoegsberg
Fotos: Simon Høgsberg.
 

Dazed Digital har lavet et interview med ham vedrørende projektet. Læs det her. Digital Photography School har også et mini interview som kan læses her.

Jeg kan også anbefale at kigge på hans „The Thought Project”. 55 små skæve historier, hvor folk han har stoppet på gaden fortæller, hvad de gik og tænkte på.  Én af personerne er Peter A.G. fra Gnags. Alle ved jo han snakker sort – men han tænker også sort ;)

EDIT 22. april 2009.
Jeg har lige observeret at projektet ”We’re All Gonna Die” udstilles på Kongens Nytorv, København, fra 6.- 28. maj 2009.

26. januar 2009 · by Jesper · Diverse, Kultur

kunst_banner

Jeg forstår mig vist ikke på fotokunst. I går var Marianne og jeg på Galleri Image i Århus for, at se udstillingen „Working Class Hero” af Tomas Lagermand Lundme. (link) Præsentationen lyder meget spændende og giver indtryk af et godt gennemarbejdet projekt. Som hobbyfotograf havde jeg en forventning om at blive inspireret og benovet over billedernes indhold af historie, komposition og teknik. En google søgning giver 3700 hits på hans navn. Dem har jeg selvfølgelig ikke kigget i gennem, men de omhandler ved gennemskimning hans virke som forfatter og ikke som fotograf. Det kan jeg så godt forstå.

Det lykkedes mig overhovedet ikke, at knytte hovedparten af billederne sammen med den historie der skulle fortælles. Mange af underteksterne refererede til krigen. Hvilken krig?  Tomas Lagermand Lundme er født i 1973 og jeg kan ikke regne ud hvilken krig, der har påvirket danskerne så meget i 70’erne, at den skal have så stor plads i hans billedfortælling, men det kan jo være Vietnamkrigen. Han var 2 år da den sluttede så jeg tvivler dog på, at den har haft den store indflydelse på hans opvækst. Så kan det være Palæstinakonflikten, men den havde vist mere grobund i universitetsmiljøet end i den brede arbejderklasse. Jeg selv husker mere den kolde krig som en trykkende trussel, men jeg husker ingen krig med danske soldater involveret. I dag er temaet jo uhyre aktuelt og det er muligvis derfor jeg havde svært ved at fastholde billedet af 70’erne.

Mange af billederne er af en teknisk kvalitet på højde med Polaroid kamera, kontrastløse, falmede, slørede og med farvestik. Det er selvfølgelig meget tidsrammende men jo ingen visuel fornøjelse at kigge på. Et par af dem så ud som om, de var printet på inkjetprinter hvor et par dyser var tilstoppede, med striber i printet til følge. Det er måske ting der ikke har betydning for en historiefortæller, men set ud fra et fotografisk synpunkt synes jeg det var en omgang klamp.

Jeg har ikke før været på Galleri Image. I deres præsentation af dem skriver de: „Galleri Image er et ikke-kommercielt galleri, som har til formål at vise national og international foto- og videokunst med det sigte at udbrede kendskabet til fotografisk kunst af høj kvalitet”.

Fotografisk kunst af høj kvalitet”. Hmm!

Det skal retfærdigvis nævnes, at Marianne synes udstillingen var OK. Det skyldes nok især, at Marianne har en mere litterær tilgang til projektet og er bedre til at opfatte billederne som en samlet enhed og derved bedre kunne knytte dem til historien. Jeg har derimod den opfattelse, at hvert billede bør kunne stå alene.

Vurdering: 1 af 5 vuud.
Billedet af campingvognen er ikke uinteressant og så var det gratis :)