Archive for the ‘Fototur’ Category

16. oktober 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Man kan ikke bare sidde dér på bænken og vente på, at blive en bedre fotograf. Ja faktisk kan man ikke engang sidder dér og regne med at holde niveauet. Øvelse, øvelse, øvelse, rutine, rutine, rutine!

Da jeg i sin tid startede med at fotografere var det ikke unormalt, at komme hjem fra en fototur uden ét eneste godt billede. Enten var teknikken helt hen i vejret eller også haltede det med kompositionen, men heldigvis blev der færre og færre af den slags ture og de sidste par år kan jeg ikke rigtig mindes at komme hjem helt uden resultater. Det skete så i går!

Jeg var kørt til Moesgaard for at lave nogle super stemningsfulde morgenbilleder af det smukke landskab og de tudsegamle egetræer. Jeg kæmpede og kæmpede, men der var bare ikke noget der spillede og nedenstående billede synes jeg ikke rigtig er værd at stå op kl. 05.45 for.

Okay – jeg har altid synes det er meget svært at få gode billeder i en skov. Der er simpelthen for rodet og den passer ikke rigtig til den enkelthed jeg foretrækker i billeder. I dag stod jeg så igen op kl. 05.45 og kørte til Rude Strand for, at vende tilbage til noget af dét, der næsten altid er en succes. Nemlig vand.

Jeg har ikke fotograferet særlig meget det sidste års tid, og denne week-ends oplevelser har gjort det lysende klart for mig, at holder man pause, så går det helt klart op ad bakke bagefter.

—-

2. oktober 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Hallå – det var tåget til morgen. Hele ugen har jeg kørt til arbejde i en meget dekorativ tåge og jeg har mange gange ønsket mig ude med kameraet. Søndag morgen skulle derfor være dagen hvor jeg fik de billeder jeg har set gennem ugen.

De tre steder jeg havde udset mig, havde en sigtbarhed på max. 10 meter. Det er alligevel lige lovligt meget tåge synes jeg.

Det lykkedes mig dog at finde et par huller, men de planlagte billeder må vente til en anden gang.

—-

11. september 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Der blev udført en terrorhandling på Trustrup Høje denne morgen. Udspekulerede og ondsindede køer ødelagte med fuldt overlæg min morgenfototur, hvor jeg ellers havde til sinde at tage de ledeste tågebilleder. Men næ nej, hver gang jeg stillede op og var klar til at tage et mesterskud – så stod der mindst 500 køer foran kameraet. Hrumpf!

Det lykkedes mig dog lige at narre dem en enkelt gang og det kom der dette ud af.

—-

29. august 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Ved dæmningen til Alrø ligger der joller på begge sider og det var egentlig dem jeg ville fotografere i lyset fra solopgangen. Da jeg krydsede vejen så jeg en løber komme mod mig og tænkte, at det kunne der komme et godt billede ud af. Jeg fik justeret stativ og kamera og var klar, netop som løberen passerede. Det kom der dette billede ud af, der er efterbehandlet med lidt crossprocessing.

Billederne af jollerne blev ikke gode, men dette synes jeg er meget vellykket. Man skal følge sine indskydelser!

—-

28. august 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Siden jeg her sidste lørdag var ude med Kim, der jo er dedikeret landskabsfotograf, har jeg gået og tænkt lidt over, at jeg egentlig burde få lidt mere styr på hvordan det lokale landskab former sig i forhold til lyset. Hvilke steder fungerer bedst om morgenen og hvilke om aftenen? Er der måske ligefrem nogle steder der er bedst når solen står højest? Landskabsfotografering er en genre med flere mod- end medspillere og jo bedre man kender landskab og lysforhold jo bedre kan man planlægge fototuren hjemmefra. Ofte er lyset kun helt perfekt en halv eller hel time om dagen og så er det ganske trælst at finde ud af, at en højderyg flere kilometer væk, ligger hele området i skygge og man faktisk skulle have været der for 1 time siden.

Her til morgen stod jeg så op kl. 06.00 og prøvede at følge det gode lys fra Sondrup Bakker og til Trustrup Høje.

—-

 

20. august 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

I dag mødtes jeg med en af mine ”blogvenner”. Det er ret fedt når den virtuelle og den virkelige verden mødes. Det er som en afregning af ens virtuelle indsats, en belønning.

Landskabsfotografen aka Kim Hansen sendte mig en mail i tirsdags, om jeg ikke kunne tænke mig at vise lidt rundt i mit lokalområde. Det er Sondrup/Uldrup bakker, et virkeligt skønt område med masser af motiver for en landskabsfotograf og jo, selvfølgelig ville jeg det og kalenderne passede, så det kunne blive allerede i dag. Det blev kun til små 3 timer og der gik selvfølgelig snak i den, så det blev ikke til så meget fotografering, men jeg fik da vist Kim 2 af de gode steder og så må vi jo bare have resten til gode.

Jeg prøvede med min 85 mm (136 mm omregnet) at trække lidt udsnit ud, som man måske ikke lige ser med det blotte øje i hverdagens færden. Resultatet blev dette, for mig, lidt usædvanlige billede. Et landskabsbillede uden himmel.

—-

13. juni 2011 · by Jesper · Fototur, Natur

Kraftigt inspireret af Kims super super fede billede drog jeg ud i morgenstunden for at finde Mosekonen. Hvis hun ikke brygger til pinsesolens dans, hvornår skulle hun så gøre det?

Bryggeriet foregår gerne i lavtliggende fugtige områder, så jeg satte kursen mod Skanderborg Sø nærmere bestemt lige her. Jeg ankom kl. 04.00 og der bryggedes lystigt. Der var utroligt smukt og jeg stod længe bare og kiggede og lyttede til fuglene. Kl. 04.30 stod solen op og ret hurtigt derefter var bryggen væk.

Billederne – ja, det blev ikke til så mange og de kommer ikke i nærheden af Kims, men jeg er nu nogenlunde tilfreds.

—-

3. april 2011 · by Jesper · Fototur

Dagens agenda lød på en tur til Haderslev for at hente fruen og svigermekanikken havde inviteret til en gang flæskesteg på Harmonien. Det kan man jo ikke sige nej til. Normalt er det bare en A til B tur, men da jeg nu kørte alene kunne jeg jo godt tage en afstikker ét eller andet sted hen og fotografere lidt. Efter lidt googling faldt destinationen på Bindeballe Station.

En gammel stationsbygning og 2 meget medtagne togvogne var hvad stedet bød på. Ikke helt hvad jeg havde håbet på, men til gengæld var der også et Købmandsmuseum med en masse fede gamle skilte.

—-

2. april 2011 · by Jesper · Fototur

Jeg har været udsat for sådan en slags harmonika inspiration. Anders har været en tur på Jernbanemuseet i Odense, inspireret af én eller andet gut jeg ikke lige kan finde linket til igen. I går så jeg Anders’s blogindlæg og tænkte: Gammelt lort – det har vi da os’ i Horsens.

Da den lovede sol og de 20 grader alligevel tegnede til at udeblive på disse kanter, tog jeg lige et smut til Horsens Industrimuseum og det kom der da også lidt billeder ud af. Men øv – der var godt nok ikke meget lys, så det hed ISO 400 og blænde 1.4 og massevis af rystede og uskarpe billeder. Jeg tror jeg ønsker mig sådan en étbenet støttestok. Det var selvfølgelig bedre, hvis der var en der gav mig et 5D Mk. II. Bare sig til hvis du skal bruge adressen ;-)

—-

28. februar 2011 · by Jesper · Fototur, Modelfoto

Creative Playhouse 3.0 er vel overstået. Det var kæmpe. Både deltagerantallet og lokaliteterne. En mindre hal, en megastor hal og en stor hal var til rådighed, venligst udlånt af Glud & Marstrand. Jeg startede lige med at konstatere, at en sandsynlig gennemgang mellem hal 2 og hal 3 ikke var en gennemgang mellem hal 2 og 3, men en gennemgang til et alarmsikret område! Ups! Biip, biip, biip. Beklager Christian, men jeg er en nysgerrig sjæl.

Omkring 28 af de 70 tilmeldte var modeller og jeg fik skudt på 5 af dem. Vi lavede forskellige setups til de første 2 modeller, men vi fik dem ikke rigtig til at fungere, så de billeder skal der kæmpes noget med i redigeringen. Derefter tog vi HiLiten i brug og så begyndte der at ske noget. Den er et fantastisk stykke værktøj.

Mens jeg stod og riggede HiLiten til, kom Aneta Czopor hen og spurgte om vi manglede en model. Jeg har set rigtig mange supergode billeder af Aneta så det kan godt give en anelse præstationsangst, men jeg synes der kom et par rigtig gode billeder ud af det. Aneta er en meget flot og dygtig model med en imponerende garderobe i sin lille taske.

»Hvad skal jeg tage på?«
»Hvad har du med?«

Og så hives der små 100 stykker tøj op af tasken. Fantastisk.

Noget af det rigtig fede ved disse arrangementer er, at mange af modellerne, ud over at være rigtig gode, også er super kreative. Det her dress kreeret af Julie Dahl og et par andre modeller er jo ganske vidunderligt.

TV2/Fyn var iøvrigt forbi og filme lidt. Se reportagen her.

—-

« Older Entries
Newer Entries »