
Jeg synes at min redigering af ”Fiskerne” faldt rigtig godt ud, så jeg har lavet et preset som jeg har brugt som udgangspunkt på nogle andre billeder taget i tåget vejr. Det er der kommet en, synes jeg selv, ganske fin lille serie ud af.
Jeg har en idé om, at ramme dem ind og hænge dem op over hinanden.

I diverse fora rundt omkring på nettet, er der ofte debatter hvor der diskuteres, om man skal skyde sine billeder i jpg eller i RAW. Alene alle diskussionerne afholdt mig fra at fotografere i RAW da jeg var nybegynder. Det har jeg fortrudt lige siden, men der gik heldigvis kun en 4-500 billeder inden jeg skiftede til RAW.
At fotografere i RAW giver meget større muligheder. Det er muligt at redde et billede der ellers ville blive kasseret, og dermed er det også muligt at fotografere under langt værre forhold end hvis man skød i jpg. Ingen kan forudse hvordan ens interesse indenfor fotografiet vil udvikle sig gennem tiden, så hvorfor sætte begrænsninger allerede i optagelsen?
Min største glæde ved fotografiet er, at være ude med kameraet. Det er der ingen tvivl om. Det er som, at skære sig ind i en anden verden. Jeg finder dog større og større glæde ved redigeringen og jeg synes det, at have muligheden er uvurderlig.
Dette billede tog jeg en tidlig og meget tåget morgen i januar. Båden kom pludselig ud af tågen lige foran mig. Kameraet var monteret på stativ med en 50 mm prime og båden var inden for en passende ramme i omkring 5 sekunder. Hvidbalancen er helt ved siden af og det er underbelyst med omkring 1,5 blænde. Havde det været taget i jpg havde jeg nok bare slettet det.
Jeg har haft billedet gennem Lightroom hvor jeg startede med at korrigere hvidbalancen. Det blev det ikke mere spændende af. Tværtimod. ↓
Dernæst har jeg lavet det til sort/hvid, lysnet billedet generelt, hævet kontrasten, lagt lidt gulligt lys i højre side og lysnet forgrunden kraftigt. ↓
Til sidst har jeg lagt lidt blåligt lys i venstre side. Nu har jeg, efter min mening, fået et smukt og stemningsfyldt billede ud af en original jeg bare ville have slettet hvis jeg ikke ville/kunne redigere mine billeder. Min morale er: Sørg for, at holde dine muligheder åbne. Det gælder selvfølgelig også i alle mulige andre sammenhænge. ↓

–
Update.
Redigering af dette billede er foretaget i Lightroom. Lyslægningen er lavet med “Graduated Filter” som vist på nedenstående skærmdump. Hver prik er en graduering der enten lysner, mørkner eller farvelægger. Da gradueringer nogle gange “modarbejder” hinanden, kan det være en fordel at lyslægge over flere gange. Da Lightroom ikke arbejder med lag bliver man så nødt til at åbne RAW filen i Photoshop og gemme det som .tif eller .psd og arbejde videre på den.
- –

Jeg kiggede forbi Elgaards blog i dag, hvor han henviste til en side om tilt/shift fotografering. Der var også lidt beskrivelser om hvordan man kan efterligne effekten i PhotoShop. Der skal lidt øvelse til, men det er sjovt at lege med.

Vi har rejst os en flagstang. Det er ikke en enkel sag, hvor man bare graver et hul, nedstøber et beslag og rejser en stang. Nææ – det er skam en mere kompliceret affære, der f.eks. også indbefatter en flagrejsningsfest!
Derfor afholdt vi i går en højtidelighed med flagtale, champagne, pølser med brød og andre forfriskelser. Det kom til at tage 13 timer
Gode billeder blev der ingen af, men det var fandme hyggeligt.

Jeg havde arbejdet ude i haven siden kl. 8.00, blandt andet med at måle, opstrege og udstikke en halvcirkel i græsplænen foran vores hus. Klokken var nu lidt over 12 og Henrik, vores nabo, var netop gået igang med at skrabe græsset væk med en minigraver og Marianne og jeg kørte det væk i trillebøre, da min bror Anders ringede.
- Jeg har en udfordring.
- Øhh nå?
- Nævn en kategori.
- Hmm, Efterår.
- Okay, du har til kl. 16.00
Jo tak, fint nok, men jeg var jo ligesom midt i noget og man afbryder jo ikke arbejdet, når en hjælpsom nabo med en lånt minigraver sparer én for 14 dages arbejde med en spade. Vi fik gravet færdigt og fik også drukket et par af de blå ‘tak for hjælpen øl’ inden jeg kl. 14.30 begav mig ud i skoven. Man bliver sgu lidt småsvimmel af sådan to af de blå Royal, når de fyldes i en tom mave …
85′eren sad på kameraet og den kan jeg godt lide at lege med, så jeg tog ikke andet med. Tænkte lidt på, at tage flashen med, men det har Anders ikke, så det droppede jeg. Men hvad skulle jeg finde på? Naturalistisk, abstrakt, dobbelttydigt eller??
Klokken blev 15.40 inden jeg kom hjem. Kameraet var ved at løbe tør for strøm men der var heldigvis lige nok til, at få billederne importeret til Lightroom. Det var svært at vælge hvilket billede jeg skulle sende og der var absolut ingen tid til redigering.
Jeg endte med at sende et der var tiltænkt at være dobbelttydigt. Anders fylder snart 40 år og jeg havde bemærket at der stod 40 på nogle af dækslerne i vejen. Et hus lidt nede af gaden havde en kasse med æbler stående til fri afbenyttelse. Jeg tog ét, lagde det på dækslet og jokkede på det. Jeg fik så bare ikke 40 tallet med på billedet, men synes det var OK alligevel. Afsendt 15.57.
Anders løste opgaven lidt mere traditionelt med et rigtig dejligt billede, der ud over den flotte efterårsfarvede skov på den anden side af søen også indeholder fint komponerede linier (selvom de er lidt skæve) og en rigtig hyggelig stemning.


Gårdsdagens skulderklap fra administratorerne på Aminus3 kom som noget af en overraskelse. Jeg var ikke engang klar over, at der blev kåret et dagens billede derinde.
The Aminus3 Spotlight attempts to highlight the interesting and extraordinary photos that are posted by Aminus3 community members. Each day, Aminus3 staff will select 1 or 2 images they found to be impressive enough to bring to the attention of the everyone on Aminus3.
Aminus3 er et fotoblog community, hvor fotografer fra det meste af verden fotoblogger. Der er billeder fra Iran, Japan, Rumænien, Kina, Indien og mange andre ”eksotiske” steder. Det er interessant og inspirerende med billeder fra hele verden og jeg kender ikke rigtig andre fotosider med så stor motivspredning.
Spotlightet gav en god omgang motivation, både for at tage billeder og for, at redigere dem lidt alternativt. I dag var vejret dejligt da jeg kom hjem, så jeg smuttede lige i skoven for at teste lidt mere på den nye 85 mm.

For pokker da hvor det blæser. Og regner. Egentlig har jeg lyst til, at pakke mig selv og kameraet ind i noget regntæt, men hver gang man stikker snuden udenfor, går der W.C. Fields i den, og døren bliver lukket igen.
Så er det jo godt man har nogle efterårsbilleder fra sidste år, der lige kan komme gennem maskineriet igen.
–
UPDATE 5. oktober.
Highlighting the interesting and the extraordinary …
Det er sgu blevet dagens billede på Aminus3
Uha. Det er vist nogenlunde første gang, at jeg har holdt så lang en pause i bloggeriet. Det skyldes til dels, at jeg faktisk ikke har været ude med kameraet siden regnvejrsdagen i Århus. Det skyldes også, at jeg har været med til at lave en blog for min virtuelle fotoklub, Fotozite.dk.
Jeg håber medlemmer og gæster vil tage godt imod den og I er hermed også inviteret. Tryk på banneret for at komme til bloggen.
God fornøjelse.

I går da jeg sad og følte mig som en mørkt ristet kaffebønne og lavede billedet med broen, sad jeg også og legede lidt med dette billede fra Horsens Fjord. Jeg blev ikke tilfreds med det i går, men i dag synes jeg det er rigtig godt. Mærkeligt. Det ser i hvert fald en anelse køligt ud – faktisk ret cool

Her kommer lige et gammelt billede. Det er sindsyg lummervarmt i dag. Faktisk har jeg tid til, at tage ud og fotografere, men naboerne tvang en masse alkohol i mig i går aftes og jeg orker ikke bevæge mig ud i denne varme. Så kan man jo meget passende sidde og kigge nogle af sine gamle billeder igennem. Jeg fandt dette billede frem og efter en ny RAW fremkaldelse blev det til et helt nyt billede. Det er taget en frostkold novembermorgen på Sydhavnen i Horsens. Åh – hvem der bare havde en is!