Arkiv for kategorien ‘Diverse’

Ferie

tirsdag, 20. juli 2010

Så kom ferien endelig. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at få fotograferet lidt hver dag men ved også godt, at det nok ikke lader sig gøre. I går ville jeg gerne se noget Tour og så er man jo rimeligt låst indenfor nogle få kvadratmeter. Jeg har sådan et lille A3 lysbord som jeg fandt frem og havde egentlig tænkt mig at lave nogle billeder hvor jeg lagde forskellige grøntsager og køkkenredskaber på lysbordet og fotografere dem, så de fremstod som silhuetter og nærmest lignede små pictogrammer. Der var desværre alt for meget naturligt lys til, at det kunne lade sig gøre så jeg pakkede softboxen ud og gav dem lidt lys fra oven også.

Ikke noget stort fotoarbejde, men jeg fik fotograferet på min første feriedag og set lidt Tour og det var ganske hyggeligt.

Galleri

torsdag, 10. juni 2010

I de gode gamle dage brugte jeg en kombination der hed Mac/iPhoto/JAlbum eller PC/Elements/JAlbum til at lave og vedligeholde et web fotogalleri. Det var super nemt. I store træk skulle jeg bare copy/paste fra iPhoto eller Elements til JAlbum og trykke Kør. Så sørgede den for at lave nedskalerede kopier, tilføre skarphed og uploade til webben. Oven i købet var den rimelig intelligent og opdaterede  kun ændringerne. Smart!

Nu bruger jeg kun Lightroom til at organisere mine billeder og da dur denne fremgangsmåde desværre ikke. Man kan ikke bare copy/paste mellem programmerne. Dvs. jeg selv skulle lave alle nedskaleringerne og gemme de rigtige steder og det gad jeg vist ikke rigtig, så det er ikke blevet opdateret siden jeg skiftede.

Jigasawrus er en plug-in til Lightroom der kan lidt af det samme. Den er ikke gratis som JAlbum (koster ca. kr. 100,-) og der er ikke en masse forskellige skins og den er desværre heller ikke intelligent, så den uploader hele molivitten ved opdateringer. Men det er nemt! Og det er ikke Flash, så det virker også på en iPad.

Man vælger bare en Collection, går i Web modulet, indstiller de forskellige parametre og trykker Upload. Der er mulighed for 6 menupunkter øverst på siden så man kan dele billederne lidt op i kategorier. Metoden er langt fra perfekt, men jeg synes det ser OK ud og for mig er det vigtigt, at det kræver en minimal indsats at vedligeholde.

Ud over Jigasawrus har jeg også handlet lidt andre ting. Fandt lidt interessante sager på guloggratis som jeg dog ikke har modtaget endnu, men mon ikke det kommer. Det er noget med noget lys og det var billigt og jeg kunne ikke lade være.

Arla

lørdag, 15. maj 2010

Vi har på min arbejdsplads lavet 800 m² transparent print til dekoration af Arlas nye hovedkvarter. Jeg har stået for produktions-forberedelsen og har i den forbindelse være derinde nogle gange. Sidste gang havde jeg taget kameraet med.

Sanne Lund fra Sahl Arkitekter har lavet grafikken til udsmykningen af de 800 m² glas, der vender ud mod en kæmpe atrium gård og det ser rigtig rigtig godt ud. Men det var helt vildt svært at fotografere. Atriumgården er dækket af et stort glastag og der kommer virkelig meget lys ind. Det får gangene, og især hjørnerne, til at virke mørke og det var slet ikke nemt at få en bare nogenlunde korrekt og velafbalanceret eksponering. Og så alle reflekserne. Og reflekserne af reflekserne.

På et tidspunkt skal vi have en professionel fotograf derud for at tage billeder til en case brochure. Jeg er spændt på hvordan han griber sagen an, og vil gerne give min venstre fod, eller i hvert fald en feriedag, for at være til stede. Måske jeg kan få en assistenttjans?

Konfirmation

fredag, 7. maj 2010

Jeg har siddet og kigget billederne igennem fra sidste week-ends konfirmation og må nok konstatere at jeg ikke er særlig god til at fotografere mennesker, eller i hvertfald ikke grupper af mennesker. For at få gode resultater bliver man nødt til at gå ind og tage styringen og være hård til at instruere. Der er så meget tempo i sådan en begivenhed så det er vigtigt at man tildrager sig personernes fulde opmærksomhed for at få nærvær i billederne. Nu var jeg jo ikke afsted som konfirmationsfotograf og billederne er almindelige familiealbumsbilleder, men det er altid godt at analysere billederne og situationerne, så har man større chance for at gøre det bedre næste gang.

Liv

mandag, 3. maj 2010

Ja, der har ikke været meget liv på bloggen den sidste tid. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg får ikke rigtig taget nogle billeder. Det har nok noget med forår og havearbejde at gøre og så har der bare været andre ting der skulle laves i week-enderne. Jeg har f.eks. været til konfirmation i lørdags hvor jeg dog havde kameraet med.

Lige efter den kirkelige handling skulle jeg tage et gruppebillede af gæsterne. Det er ikke så nemt at fange og fastholde folks opmærksomhed og ramme et øjeblik hvor alle ser nogenlunde normale, naturlige og glade ud. Det hjælper med lidt fis og ballade. Der er kun 4 sekunder mellem disse to billeder men der er meget mere liv i billede to. Én af gæsterne påpegede, at jeg jo ikke selv ville være med på gruppebilledet, hvilket fik mig til at skyde mig selv med flash direkte i ansigtet. Jeg synes tydeligt det kan ses, at der er sket noget mellem de to billeder.

Softbox

onsdag, 14. april 2010

Så er der kommet lidt nyt grej indenfor matriklen. Et Walimex kompakt flash kit samt et 5-i-1 70 x 110 reflektorsæt. Jeg har ingenting at sammenligne med, så jeg skal ikke gøre mig klog på kvaliteten, men det virker umiddelbart som en ganske rimelig kvalitet i forhold til prisen. Dog synes jeg nok, at holderen til både softbox og paraply virker noget skrammelagtigt. Det lille kuglehoved til softboxen har f.eks. svært ved at klare vægten, men det må jo holde så lang tid det kan.

Jeg fik lavet mig et lille fikst gulvhøjde studio i går aftes med det nye grej samt et par stole, et kasseret rullegardin og en papvin. Arbejdshøjden er ret trættende og jeg havde heller ikke rigtig noget motiv at fotografere, men jeg fik da øvet en smule med det forhåndenværende.

Fanø

tirsdag, 16. marts 2010

Vi har været til fest på Fanø. På hjemvejen var vi lige ude at kigge på det utal af bunkere der ligger på nordenden af øen. Alt i alt fik jeg taget omkring 150 fest- og naturfotos og ingen kommer i nærheden af, at være rigtig gode. Kombinationen af alkohol og foto er vist ikke så god!

Mens vi gik rundt i klitterne og fotograferede omkring bunkerne kunne vi pludselig se 3 politibiler nede hvor vi parkerede. Der var vist noget med noget parkering forbudt og måske var den vej vi kørte på slet ingen vej – den føltes i hvertfald ikke sådan. Og måske skal der vitterlig 3 politibiler til for at give en parkeringsbøde på Fanø?

Da vi gik ned for at finde ud af hvad der var galt, stak de af. Suspekt!

Aros

torsdag, 11. marts 2010

Vi var en tur på Aros i går. Ikke for at se nogen specifik udstilling, men egentlig mest fordi vi skulle købe en gave i deres shop. Tilfældigvis kører Jacob Holdts udstilling ”Tro, håb og kærlighed” derinde. Den fik jeg ikke set. Nede i auditoriet viser de hans film ”Hvordan det siden gik med mine venner, som jeg fotograferede i Amerikanske Billeder” og efter at have set den kunne vi ikke rigtig kapere mere. Det er skrappe sager. Jacob Holdt er ikke nogen teknisk dygtig fotograf, men kombinationen af billederne og hans eminente fortællerevner giver en meget stærk cocktail. I forbindelse med udstillingen holder han 3 foredrag på Aros. De 2 er udsolgt men jeg håber at få billet til det sidste.

Nå, men ingen tur på Aros uden, at have kameraet med. Man må fotografere uden for gallerierne og der er masser af linier og skygger at boltre sig med. Det er vist sådan et sted, man aldrig rigtig bliver færdig med.

Kong Vinter

søndag, 7. marts 2010

Så har jeg afleveret mine 2 billeder til Fotozites temakonkurrence Kong Vinter. Det har været 10 uger med optimale betingelser, men også 10 uger med det laveste antal uploads fra medlemmerne til Fotozite, i hele min medlemstid. Det er nok en skidt idé, at køre en konkurrence med årstidstema over så lang en periode. De fleste vil nok være tilbøjelige til, at gemme deres skud i tilfælde af, at man ikke får taget nogle der er bedre og da de fleste af os er udendørsfotograferer, har det jo været ret svært ikke at have vinter med på billederne.

Jeg dur ikke rigtig til, at gemme mine billeder så de 2 jeg deltager med er nok ikke de bedste fra perioden. Det ene har jeg haft udvalgt længe, men det andet tog jeg først i går. Det er lidt befriende, at have afleveret for det vil nok give en lidt mere fri fotografering, hvor man har bedre øje for andre motiver.

Manipulering

fredag, 5. februar 2010

Hvor meget må man køre rundt i de forskellige skydere i RAW converteren?

fotozite kører der i øjeblikket en intern konkurrence med disse betingelser:

Kun billeder der kan anses for at være klassisk i såvel optagemetode som efterbehandling kan deltage.

Den eneste form for efterbehandling der kan godkendes er alm. billedebehandling, såsom sharpness, alm. farvekorrektion og evt. bortkloning af støjpletter o.lg. minimale bortkloninger, samt konvertering til s/h.
Photoshoppede billeder er med andre ord forbudt i denne konkurrence, dvs. eks. tilførte strukturer og indsætning af elementer fra andre billeder er diskvalificerende.
Kun almindelig billedebehandling, samt hvad fotografen kan præstere med sit kamera i optagelsesøjeblikket – er hvad vi går efter i denne konkurrence.

Det lyder jo umiddelbart ligetil men det har fået mig til, at tænke over mine RAW fremkaldelser. For mig er det egentlig ret ligegyldigt hvordan motivet så ud i virkeligheden. Når jeg fremkalder drejer det sig ikke længere om virkeligheden – jeg er jo ikke pressefotograf – men om stemning, udtryk, følelser og al muligt udefinerbart. Jeg trækker i de forskellige skydere i converteren indtil jeg får det frem i billedet som jeg ønsker. Det ligner sjældent virkeligheden. Men jeg har nu aldrig opfattet det som manipulation.

Øverst er originalen som den ser ud med Lightrooms standardindstillinger og nederst min fremkaldte version. Den har fået lige lidt for meget orange for der dannes en halo langs skovtoppen. Virkeligheden ligger nok nærmest lige midt mellem de to billeder. Er de så begge manipulationer?

Definitionen af det klassiske fotografi er ikke så ligetil.

„Nutidigt klassisk fotografi indeholder så meget PS som muligt.” Citat: Finn Kjeldsen