Nyt kamera – nye udfordringer

16. december 2012 · Fototur, Grej

Mit EOS 40D er her i ugens løb skiftet ud med Canons helt nye EOS 6D. Jeg ved endnu ikke om det er godt eller skidt for jeg har kun været ude med det 2 gange. I går i gråvejr og i dag i regn og tåge.

Der er allerede en del tests af det på nettet, men tag dem med et gran salt, for dem der er meget hurtigt ude med tests er ofte meget teoretiske fotografer. Den sjoveste jeg har læst var en fyr der der var meget tæt på at konkludere at EOS 6D underbelyste med 1 stop. Han testede det op mod et Nikon D600 men det viste sig, at det var Nikon kameraet der havde problemer med blændevalget. Det lykkedes ham ved det tredie D600 at få et der virkede ;-)

Det første man skal gøre sig klart når man går fra cropsensor til fullframe er, at alle dine objektiver skifter karakter. De rykker sig så at sige lige et tak i objektivlinien. Det betød for mit vedkommende, at jeg også måtte købe et nyt standard objektiv i det mit 17-40mm gik hen og blev vidvinkel hvor det på et 40D er et udmærket allround objektiv. Jeg ville gerne have haft et 24-70mm men den nye version koster 17.000,- og da det er et standard objektiv der typisk vil blive brugt 80% af tiden er det ikke noget jeg har lyst til at købe brugt. Valget faldt i stedet på et Canon 24-105mm f/4 L IS USM.

I går var jeg ude i det superkedelige gråvejr og prøve det nye udstyr. Det blev til nedenstående billede af Trustrup Høje. Exif: 70mm, f/8, 1/1250 sek, ISO 800. Jeg kunne sagtens have taget dette med ISO 100 og med mit 40D ville det også være ganske utænkeligt bare at forsøge med ISO 800, men på 6D er det ikke noget problem. Der er lidt korn når man zoom’er ind til str. 1:1 men kornene er grå og ikke noget jeg tillægger nogen betydning.

I dag var jeg så ude i det om muligt endnu mere triste vejr. Tåge og finregn. Jeg havde svært ved at finde egnede motiver i den tætte tåge og kameraet blev drivende vådt så det jeg nød mest var nok, at jeg vidste at kameraet kan holde til det.

50mm, f/11, 1/6 sek, ISO 200.

—-

10 Responses to “Nyt kamera – nye udfordringer”

  1. Tillykke med det nye kamera. Uden er kende så meget til kameraet, så tror jeg nok at du bliver glad for det, hvis det fungere lidt i retningen af som 5D mk3 gør det :)

    • Tak Allan.

      Uden at kende til 5D Mk3 overhovedet kan jeg vist alligevel sige at det gør det ikke. ;-)
      6D er mindre, lettere, enklere, med færre knapper og funktioner, simplere focussystem, billigere byggekvalitet og indbygget wi-fi og GPS. Der er sikkert også noget skidt at sige, men det har jeg ikke fundet endnu ;-)

  2. Hejsa

    Jeg har også lige fået mit nye 6D, og jeg er meget begejstret for håndteringen af høje ISO-tal. Jeg er super glad for mit nye grej!

    • Hej Per og tillykke med 6’eren.

      Jeg synes også jeg er blevet meget positivt overrasket over kameraet og ISO ydelsen giver godt nok en frihed man ikke lige er vant til.

      Nu venter jeg bare på juleferie så jeg kan komme ud at skyde ;-)

  3. Hej Jesper,

    Tillykke med det hele. Det nye setup er jeg sikker på at du bliver meget glad for.
    Og sålænge du beholder dit 40D er du jo helgarderet.
    Iøvrigt er jeg blevet belært om at Canon testes ned imod Nikon, og Nikon testes op imod Canon. Men det er ikke noget jeg har forstand på, det lød bare rigtigt da jeg hørte det :)

    Kan du huske hvor broen ligger, på dit øverste billede?

  4. Hehe – jo, det lyder også rigtigt i mine ører ;-)

    Nu er det jo helt tilbage til i søndags, at jeg tog billedet med broen så det kan jo godt være lidt svært at huske så langt tilbage, men jeg mener det var nede ved Skanderborg Vandrehjem. ;-)

    http://bit.ly/WwEBz3

  5. Glædelig Jul til dig og din familie Jesper.

    • Mange tak Kim.
      Desværre har både jeg og Marianne fået en grim influenza som sen julegave, så det bliver en total fotofri juleferie :-(

      Håber I er sluppet heldigere gennem julen.
      Godt nytår!

  6. Hej Jesper,

    Jeg følger lidt med på din blog og har været alle dine anmeldelser igennem, så mit spørgsmål er om der også kommer en test af dit nye 6D? :-)

    /Lars

    • Hej Lars og mange tak fordi du kigger forbi.

      Indtil videre har jeg ikke så meget erfaring med det, at jeg ville kunne skrive en anmeldelse. Jeg har taget omkring 400 billeder og de 350 er nok taget hjemme i stuen ;-)
      Men mon ikke der kommer noget en dag, så bliv endelig ved med at følge bloggen ;-)

      Indtil videre kan jeg dog sige at jeg er vild med det nye enkle knaplayout og det er det første kamera jeg har haft hvor jeg kan betjene kameraet uden at fjerne øjet fra søgeren og jeg synes jeg meget hurtigt blev fortrolig med kameraet. Det er noget sværere at vænne sig til, at alle ens objektiver ændrer karakter når man går fra crop til fullframe.

Skriv et svar