Archive for april, 2011

30. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Nummer 8 er et eksperiment som jeg bare har taget hjemme fra haven, for at se om det fungerer. Jeg vil gerne lave en serie der viser skyggernes formning af landskabet over et vist tidsrum. Jeg parkerede kameraet på stativ i et hjørne af haven og tog et billede kl. 7, 9 og 11.

Jeg tror desværre, at jeg bliver nødt til at stå tidligere op. Der er ikke særlig meget forskel på billederne kl. 9 og 11. Da er solen allerede for højt på himlen til at der kastes store tegnende skygger, og jeg tror jeg kommer nærmere den ønskede effekt hvis jeg tager billederne kl. 6.00,  7.30 og 9.00.

EDIT.

I stedet for at stå så urimeligt tidligt op kan man jo også lige prøve om aftenen. Disse billeder er taget kl. 16, 18 og 20 og det synes jeg egentlig fungerer bedre.

EDIT 2.

Og så lige en version uden HDR. Ryk frem og tilbage med piltasterne for at sammenligne.

—-

 

 

26. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Hu hej, hvor det går. Jeg er allerede ved nummer 7 og har stadig ikke besvær med at finde motiver. Måske bliver jeg ved til 15.

Dele af Horsens er tudsegammelt og heldigvis er ikke alt renoveret til ukendelighed eller erstattet med beton, stål og glas. Der er stadig masser af små minder om fortidens håndværkere der kunne deres kram og en tid hvor udsmykning var en naturlig del af godt byggeri.

—-

25. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Så er det sidste dag i påsken og jeg har været ude på jagt efter motiver til mit 3i1 no. 6. Husnumre er jo egentlig ganske oplagte til dette projekt, og i anledning af påsken kan man jo godt blive inspireret til lidt religiøs symbolik.

—-

24. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Jeg havde en plan. 3 landskabsbilleder fra det samme spot taget med 15 minutters mellemrum. Det gik der kage i, så jeg må nøjes med 3 billeder med omkring 3 minutter i mellem.

For at sådan noget skal lykkes, kræver det 3 ting. Planlægning, planlægning og planlægning. Jeg brugte et godt tip fra Landskabsfotografen så jeg havde styr på solens placering og opgangstidspunkt, men jeg var i et lidt ukendt terræn så jeg spildte tiden på, at finde det rette sted at stille op. Desuden havde jeg ikke lige overvejet at det er en svær opgave, at få eksponeringerne til at hænge sammen over så langt et tidsrum. Selv med 3 minutter i mellem billederne er det ikke lykkedes at få ensartede eksponeringer.

Øvelse gør mester – men sikken mange ting man skal øve.

—-

15. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Louis Pio – skaberen og drivkraften bag Socialistisk Internationale og ugebladet Socialisten der senere blev til Social-Demokraten skabte faktisk i 1860 den danske postkasse som vi kender den i dag. Med de portoforhøjelser og ringe service de præsterer, varer det nok ikke længe inden postkassen forsvinder fra bybilledet. Louis Pio inkasserede et 5 års ophold i et forbedringshus for sit politiske virke men nedturen for Post Danmark, kan han vel næppe klandres for. Jeg synes måske man skulle overveje at genindføre disse forbedringshuse til brug for offentlige ledere. DSB er leveringsdygtig i startklientel.

—-

11. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Tjo – så er jeg kommet til nummer 3 i serien. Vi er i den ufarlige afdeling og egentlig overholder den ikke reglerne, men så er det jo heldigt at jeg laver reglerne selv ;-)

Faktisk kan jeg slet ikke blive enig med mig selv om billedet overhovedet holder, men der er ét eller andet der gør, at jeg synes det er lidt lækkert. Strukturen og farverne er fede og der er en diskret men alligevel meget tydelig bevægelse i motivet. Det er i øvrigt nogle af de der madpakker til køer, der ligger spredt over det ganske land, hér svøbt i klæde og slør.

—-

8. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Billede nummer 2 i min 3i1 serie. Jeg er igen i den latrinære afdeling, men jeg lover det bliver den sidste – måske. Det er indtil videre planen, at lave ti 3i1 billeder så der burde være mulighed for lidt motivspredning hen ad vejen.

Det var egentlig meningen, at jeg ville lave tre ens udsnit af tre forskellige offentlige toiletter og jeg har også været på på sagen, men billederne var ikke rigtig gode og passede ikke så godt sammen, så det blev 3 vinkler af det samme toilet. Jeg er ikke super tilfreds med resultatet, men jeg skruer lidt ned for kvalitetskravene hér i starten.

Jeg kunne godt holde mig til jeg kom hjem.

—-

6. april 2011 · by Jesper · Projekt 3i1

Jeg har sådan en følelse af, at den sidste tids model- og stockfotografering hæmmer min kreativitet indenfor den type billeder jeg ellers nyder at lave. Derfor har jeg sat mig et lille projekt for, hvor jeg vil lave nogle 3i1 billeder. Reglerne er enkle – tag tre forskellige billeder af det samme motiv, eller tre ens billeder af tre forskellige motiver. Det kan f.eks. være tre forskellige udsnit af et pissoir eller tre ens udsnit af 3 forskellige pissoirs.

—-

3. april 2011 · by Jesper · Fototur

Dagens agenda lød på en tur til Haderslev for at hente fruen og svigermekanikken havde inviteret til en gang flæskesteg på Harmonien. Det kan man jo ikke sige nej til. Normalt er det bare en A til B tur, men da jeg nu kørte alene kunne jeg jo godt tage en afstikker ét eller andet sted hen og fotografere lidt. Efter lidt googling faldt destinationen på Bindeballe Station.

En gammel stationsbygning og 2 meget medtagne togvogne var hvad stedet bød på. Ikke helt hvad jeg havde håbet på, men til gengæld var der også et Købmandsmuseum med en masse fede gamle skilte.

—-

2. april 2011 · by Jesper · Fototur

Jeg har været udsat for sådan en slags harmonika inspiration. Anders har været en tur på Jernbanemuseet i Odense, inspireret af én eller andet gut jeg ikke lige kan finde linket til igen. I går så jeg Anders’s blogindlæg og tænkte: Gammelt lort – det har vi da os’ i Horsens.

Da den lovede sol og de 20 grader alligevel tegnede til at udeblive på disse kanter, tog jeg lige et smut til Horsens Industrimuseum og det kom der da også lidt billeder ud af. Men øv – der var godt nok ikke meget lys, så det hed ISO 400 og blænde 1.4 og massevis af rystede og uskarpe billeder. Jeg tror jeg ønsker mig sådan en étbenet støttestok. Det var selvfølgelig bedre, hvis der var en der gav mig et 5D Mk. II. Bare sig til hvis du skal bruge adressen ;-)

—-