Archive for januar, 2011

22. januar 2011 · by Jesper · Diverse, Studiefoto

Jeg leger lidt med lyset for tiden. Det må man nemlig gerne som fotograf. Man hører ofte flashguruerne sige, at det er ikke hvor lidt, eller hvor meget lys du har der betyder noget, det er hvor du sætter det.

Her til morgen bad Marianne mig om, at fotografere en jakke hun har nørklet med og jeg tænkte, at jeg ville prøve at arbejde med højden af lyset. Billede 1 er med lavt lys ind fra hver i en vinkel på ca. 20 grader og billede 2 med det samme lys men hævet til omkring 60 grader. Det giver to meget forskellige udtryk.

—-

13. januar 2011 · by Jesper · Modelfoto, Studiefoto

Jeg har ikke den store tradition for nytårsforsætter, men i år har jeg dog en ting som jeg vil forsøge, at blive fortrolig med i løbet af året. Jeg ved egentlig ikke engang hvad processen hedder, men mon ikke man kalder det kantlys.

Jeg synes det ser helt vildt fedt ud, når man kan tegne en form op med lys. Det kan man gøre med mange ting, men kroppen er jo nærmest en utømmelig kilde af former og figurer, og nok det mest interessante objekt til denne type fotografering. Jeg har kun prøvet det et par gange og det er mit indtryk, at lyset skal styres hårfint, og det kan næsten ikke undgås, at den erfaring man tildrager sig, kan bruges i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg har søgt lidt på nettet for at finde én eller anden form for opskrift, men det er ikke lykkedes mig, så det er med at prøve sig frem. Jeg skal lige hilse og sige, at når man både er model, fotograf og assistent, så giver det faktisk god motion.

Dette billede er lavet med 2 Speedlights monteret med et par hjemmelavede snoots. Én til venstre der skyder lidt skråt bagfra, rettet mod brystet og med snooten en anelse åben og én i højre side, der skyder direkte ind i ryggen.

—-