Archive for november, 2010

23. november 2010 · by Jesper · Diverse, Studiefoto

De gale gallere på fotomalia.dk afholder en konkurrence med temaet Manipulation. Kom og vær med – det kan ikke gå værre end helt galt.

Jeg deltager med nedenstående billede. Der er sikkert nogle der vil sige, at det da ikke er nogen manipulation. Hvis I vidste hvor mange timer jeg har brugt på, at stramme deres kroppe op med Liquify Tool og hvor lang tid det har taget at klone et hvidt frottéhåndklæde ind efterfølgende, så ville I være meget imponerede.

Mads sidder til venstre og nørder med alle sine genveje, Brian ligger og fotograferer ét eller andet eksotisk regnskovsnoget og Kasper sidder på en sten og ser måbende til, mens han udtænker én eller anden kinakonstruktion.

Og jeg er “The King of Reflections” og dét skal ikke gå ubemærket hen.

—-

EDIT.
Nå, nu synes jeg måske ikke det er helt rimeligt at udstille Kasper som en doven, måbende, lalleglad personage så jeg har lige lavet en ny opstilling som sætter tingene lidt i perspektiv. Nu er Kasper trukket i arbejdstøjet og er gået i værkstedet for, at skabe en af de helt store geniale opfindelser, mens hans to makkere ligger tilbedende på gulvet fuld af beundring.

—-

20. november 2010 · by Jesper · Diverse

Sad og nørdede lidt i Photoshop. Åbnede et billede, 4-5 klik med pipetterne i Levels og pludselig fremkom et stykke grafik. Med en stort markedsføringstalent og nogle gode kontakter kunne man sikkert lave en god forretning ud af sådan noget ;-)


Jeg har ikke noget markedsføringstalent og kender ikke nogen i kunstbranchen så jeg nøjes med at bruge det selv.

18. november 2010 · by Jesper · Diverse, Studiefoto

For ikke så længe siden lavede Mads et indlæg på Fotomalia hvor han viste hvordan man forholdsvis nemt laver reflektioner i PhotoShop. Ganske fikst, og nydeligt ser det ud – meen jeg synes nu, at man skal lave dem direkte i optagelsen.

Til dette billede har jeg brugt en hvid opal plastplade (Axpet) som bund. Baggrunden er en HiLite, men kunne jo selvfølgelig også være en hvid oplyst papirbaggrund eller lignende. Til venstre har jeg en softbox i en 45/45 opstilling og til højre en gennemlysningsparaply, ligeledes i en 45/45 opstilling. Skyggerne er blevet lidt for tydelige, så lyset skal nok sænkes en smule for at komme bedre ind under løgene.

For at få reflektionen til at fade lidt ud, bruger jeg et Gradueringsforløb i Lightroom og lysner med Exposure indtil jeg synes det ser rigtigt ud.

Så langt – så godt. Denne opstilling har jeg efterhånden prøvet nogle gange og det tager ikke ret lang tid, at stille op og få skudt ind. Noget sværere er det hvis man gerne vil have sort bund og baggrund.

Til denne opstilling har jeg brugt en sort blank akrylplade som bund og en sort baggrund. Lyset er en softbox lige ovenover grøntsagerne og en flash fra hver side, på linie med elementerne. Sideflash er sat på 1/128 styrke og diffuseret med vidvinkelforsats mens softboxen skulle have forbløffende meget lys, så den kom vist op på lidt over 1/2 styrke.

Jeg synes den sorte giver nogle rigtig fede muligheder for at lege med lys og skygge, men det er meget sværere at sætte lyset korrekt så det kræver vist nogle timers øvelse inden jeg er fortrolig med processen. Efterbehandlingen er også langt mere tidskrævende da støv og snavs ses helt vildt tydeligt på den blanke sorte overflade.

Reflektionerne på begge metoder synes jeg er super lækre og de giver et godt pift til næsten ethvert produktfoto.

—-

6. november 2010 · by Jesper · Anmeldelser, Grej, Reflektor

Jeg har vist ikke tidligere skrevet noget positivt om Walimex produkter. Det er måske ikke helt fair for jeg har faktisk en Walimex dims som jeg er rigtig glad for. En lille beskeden ting der oven i købet var ganske gratis. Den var vedlagt en pakke med bomstativ og batterigreb jeg engang købte, og som måske bliver anmeldt en anden gang.
——————————–

30 cm Walimex reflektor fra Photogadget.dk

Sådan en lille fiks guld/sølv reflektor med en diameter på 32 cm og 13 cm sammenfoldet. Lige til at stikke i en lomme når man ikke bruger den. Jeg har haft den længe og ikke anet hvad jeg skulle bruge den til for den er godt nok lille. Nu har jeg et par gange været ude for at finde lidt efterårsfarver og jeg har fundet en anvendelse til den lille reflektor hvor den må siges at være perfekt.

Jeg kan godt lide at tage billeder med stor blænde og op mod solen. Det giver et godt spil i motiverne og en baggrund med smuk bokeh, men også ofte nogle meget lukkede skygger. Dem kan man selvfølgelig løfte efterfølgende i Lightroom, men det er nu engang bedst at gøre det i optagelsen.

Det er så her den lille reflektor kommer ind i billedet. På nedenstående motiv har jeg eksponeret så jeg fik den baggrund jeg ville have og så har jeg lyst bladene op med reflektoren. Den er så lille og let, at man kan holde den mellem to fingre og evt. støtte den på kameraet og samtidig skygger den faktisk, så man ikke får solen lige i øjnene. Smart!

Jeg ville jo gerne vise et rigtig godt eksempel og jeg gik derfor ud i formiddags, ja jeg gik faktisk 6 kilometer for at lave et billede, men elementerne var ikke rigtig med mig. Det var skyet. For at sådan en reflektor virker, skal der jo være noget den kan reflektere og det drillede gevaldigt. Når der var lidt sol, var der ingen motiver og når der var et motiv var der ingen sol. Det kan jeg jo ikke rigtig bebrejde Walimex.

Derfor kommer der ikke et godt eksempel men blot et eksempel.

Fået af Photogadget
Pris: Kr. 95,-
——————————–

4. november 2010 · by Jesper · Diverse

Selvom det er både sjovt og udfordrende at tage modelbilleder så må jeg jo nok indrømme, at der er andre genrer indenfor fotografiet, der tiltaler mig mere. Jeg elsker at luske rundt og spotte motiver. Finde elementer i sammenhænge, trække dem ud og give dem en hovedrolle i et nyt univers. Indfange stemninger i naturen og forstærke dem i redigeringen eller finde udsnit af hverdagsmotiver og få dem til at fremstå som enkle grafikker. Med enkle midler, blot øjnene og et kamera, i en tilstand af koncentration og afslappethed.

Sådan fandt jeg f.eks. disse små robotter. De har hverken kavalergang eller marcipanhud, men jeg finder dem ganske sjove at betragte.

En lille serviceoplysning. En kaloriefære = kalorifere = varmeblæser.

—-