Månedens billede, Februar 2010

1. marts 2010 · Månedens billede

Så er det blevet marts og det er tid til, at udvælge månedens billede for februar. Det har været en måned med sne, rigtig meget endda, og det synes jeg er fantastisk godt fotovejr. Sneen er så foranderlig. Den samme lokation kan se helt anderledes ud efter bare ganske få timer. Den lave sol får de fineste konturer frem i landskabet og kaster lange og kontrastfyldte skygger. Gråvejret udvisker horisonten og får himmel og land til at smelte sammen.

Måneden har stået i vidvinklens tegn. I mit Lightroom katalog har følgende overlevet grovsorteringen:

  • 177 billeder med Canon EF-S 10-22 mm f/3.5-4.5 USM
  • 23 billeder med Canon EF 17-40 mm f/4 L USM
  • 4 billeder med Canon EF 50 mm f/1.8 II

Alle billeder indeholder sne.

Dette billede er valgt ud fra flere betragtninger. Jeg synes det er et smukt billede med god komposition, skarphed og fint afstemte farver, og det bekræfter også en regel jeg har, men ofte ignorer, til stor fortrydelse: Man skal tage billedet når det er der.

Hvor ofte oplever man ikke, at man ser et godt motiv, men af forskellige årsager får man ikke stoppet op og taget billedet eller man tænker, at det må man lige gøre på et senere tidspunkt. Der er bare det lille men, at den samme situation ALDRIG kommer igen på et senere tidspunkt. Ved dette billede havde jeg været på den sydlige del af Alrø for at fotografere, det var 8 graders frost, jeg var kold og sulten og bilen var ved at være varm, men jeg tvang mig alligevel i flyverdragten, pakkede grejet ud igen og begav mig de 100 meter ud på isen for at kigge på denne jolle. Da jeg kørte forbi dagen efter var den væk. Om den var blevet hentet eller om den var skruet helt ned under isen ved jeg ikke, men faktum er, at dette billede ikke længere kunne tages.

Skriv et svar