Manipulering

5. februar 2010 · Diverse, Natur

Hvor meget må man køre rundt i de forskellige skydere i RAW converteren?

fotozite kører der i øjeblikket en intern konkurrence med disse betingelser:

Kun billeder der kan anses for at være klassisk i såvel optagemetode som efterbehandling kan deltage.

Den eneste form for efterbehandling der kan godkendes er alm. billedebehandling, såsom sharpness, alm. farvekorrektion og evt. bortkloning af støjpletter o.lg. minimale bortkloninger, samt konvertering til s/h.
Photoshoppede billeder er med andre ord forbudt i denne konkurrence, dvs. eks. tilførte strukturer og indsætning af elementer fra andre billeder er diskvalificerende.
Kun almindelig billedebehandling, samt hvad fotografen kan præstere med sit kamera i optagelsesøjeblikket – er hvad vi går efter i denne konkurrence.

Det lyder jo umiddelbart ligetil men det har fået mig til, at tænke over mine RAW fremkaldelser. For mig er det egentlig ret ligegyldigt hvordan motivet så ud i virkeligheden. Når jeg fremkalder drejer det sig ikke længere om virkeligheden – jeg er jo ikke pressefotograf – men om stemning, udtryk, følelser og al muligt udefinerbart. Jeg trækker i de forskellige skydere i converteren indtil jeg får det frem i billedet som jeg ønsker. Det ligner sjældent virkeligheden. Men jeg har nu aldrig opfattet det som manipulation.

Øverst er originalen som den ser ud med Lightrooms standardindstillinger og nederst min fremkaldte version. Den har fået lige lidt for meget orange for der dannes en halo langs skovtoppen. Virkeligheden ligger nok nærmest lige midt mellem de to billeder. Er de så begge manipulationer?

Definitionen af det klassiske fotografi er ikke så ligetil.

„Nutidigt klassisk fotografi indeholder så meget PS som muligt.” Citat: Finn Kjeldsen

4 Responses to “Manipulering”

  1. Nææ, det kan godt blive lidt af en stram sag at komme igennem. Bruges kun RAW konverteren kan det give lige så spøjse resultater som en godt og grundig gennemarbejdet manipulation. I bund og grund er det væsentlige nok at være tro mod motivet og frasige sig tilføjelser som indsatte strukturlag og slig elementer.
    Men en spændende udfordring er det bestemt, især for dem der er vant til at ‘pille’ :0)

    • Ja, du har ok ret i, at det gælder om at være tro mod motivet og man vil nok ikke selv være i tvivl, når det kommer til stykket. I sidste ende er det jo så op til stemmeafgiverne at vurdere om man har givet den lidt for meget.

  2. Spændende indlæg.

    Jeg synes absolut heller ikke det er nemt at definere. Betingelserne du henviser til, beskriver jo også et grænseland. Minimal kloning er i orden, men at inddrage elementer fra et andet billede er ikke – det er til at forstå, men hvornår er der tale om minimal kloning? “Photoshoppede billeder” er også en lidt dum beskrivelse, fordi mange jo trods alt bruger Photoshop til den basale billedredigering.

    Det er en god holdning, at man skal være tro mod motivet, men jeg synes man skal passe på, at man ikke kommer til at lægge lænker på sig selv. Personligt synes jeg man skal være tro mod den subjektive oplevelse man har, når man tager billedet. For mig handler fotografi om at kommunikere oplevelsen.

    Jeg synes f.eks. fint at du kommunikere din oplevelse af farverne på billedet du viser. Det var formentlig de flotte farver der fik der til at tage billedet – men når man så ser farverne på skærmen, så er det måske lidt gråt – men det er jo fordi at kameraets og skærmens forståelse af scenen er begrænset i forhold til dit øje og din hjerne.

    Jeg synes man skal gøre sig sin genre klar: Hvis du ikke er ude i en manipulationsøvelse (altså photoshoppede billeder), så vær tro mod din oplevelse.

    Som du sikkert ved, har jeg også et par indlæg om Photoshop-etik på min blog.

    • Tak for dit input, Mads-Peter.
      At være tro mod sin oplevelse – det synes jeg er en rigtig god måde at definere det på.

Skriv et svar