Solen var fremme i dag. Kastede lange flotte skygger og gav landskabet fylde og karakter. Alle de små fine bugtninger i landskabet omkring Odder Golfbane kom frem, og det var et helt andet syn end sidste week-end, hvor det var gråvejr. Jeg ved ikke rigtig om jeg synes billederne bliver bedre i solskin, men jeg synes i hvert fald, at fornøjelsen og oplevelsen af naturen er større.
Jeg har tyvstjålet en idé fra Fif. Månedens billede. Ét billede udvalgt mellem månedens skud som på én eller anden måde fortjener lidt ekstra fokus. Januar måneds billede har ikke nogen særlige tekniske kvaliteter. Det er taget i et mørkt lokale ved ISO 800, der sidder et hoved i vejen og det er temmelig rodet.
Det er valgt som månedens billede fordi det er taget under en ganske speciel begivenhed. Marianne står og holder tale, få minutter inden hun dimitteres fra Danmarks Biblioteksskole i Aalborg. 3½ års liv som græs-enkemand er forbi og der åbnes for et helt nyt kapitel i vores liv.
Tillykke Marianne!
Det er jo lidt kedeligt med det gråvejr, men jeg trængte rigtig meget til en lille fototur i dag. Odder Golfklub har en helt fantastisk smukt beliggende golfbane, hvor der går en lille vej hele vejen igennem. Jeg kører af og til den vej hjem fra arbejde, men jeg har aldrig stoppet og gået en tur. Det gjorde jeg i dag. Der ligger rigtig meget sne og jeg havde ikke gummistøvler med, så det blev bare til en tur op og ned ad vejen.
Jeg har genopdaget min vidvinkel. Jeg tror måske det skyldes dette billede. Der er altså en fed effekt i sådan en 14 mm. (omregnet til 35 mm). Min Canon EF-S 10-22 mm er så godt nok kun 16 mm omregnet, men det er nu heller ikke så ringe.
De sidste to gange jeg har været ude med kameraet, har jeg kun brugt vidvinklen. Af én og anden grund medfører det, at jeg kommer til at ligge fladt udstrakt på maven og det bliver man temmelig kold af, på denne tid af året.
Jeg synes dette blev dagens bedste billede. Taget på isen ved dæmningen til Alrø.
10 mm, 1/160 sek. f/10, ISO 200
Hvor meget må man køre rundt i de forskellige skydere i RAW converteren?
På fotozite kører der i øjeblikket en intern konkurrence med disse betingelser:
Kun billeder der kan anses for at være klassisk i såvel optagemetode som efterbehandling kan deltage.
Den eneste form for efterbehandling der kan godkendes er alm. billedebehandling, såsom sharpness, alm. farvekorrektion og evt. bortkloning af støjpletter o.lg. minimale bortkloninger, samt konvertering til s/h.
Photoshoppede billeder er med andre ord forbudt i denne konkurrence, dvs. eks. tilførte strukturer og indsætning af elementer fra andre billeder er diskvalificerende.
Kun almindelig billedebehandling, samt hvad fotografen kan præstere med sit kamera i optagelsesøjeblikket – er hvad vi går efter i denne konkurrence.
Det lyder jo umiddelbart ligetil men det har fået mig til, at tænke over mine RAW fremkaldelser. For mig er det egentlig ret ligegyldigt hvordan motivet så ud i virkeligheden. Når jeg fremkalder drejer det sig ikke længere om virkeligheden – jeg er jo ikke pressefotograf – men om stemning, udtryk, følelser og al muligt udefinerbart. Jeg trækker i de forskellige skydere i converteren indtil jeg får det frem i billedet som jeg ønsker. Det ligner sjældent virkeligheden. Men jeg har nu aldrig opfattet det som manipulation.
Øverst er originalen som den ser ud med Lightrooms standardindstillinger og nederst min fremkaldte version. Den har fået lige lidt for meget orange for der dannes en halo langs skovtoppen. Virkeligheden ligger nok nærmest lige midt mellem de to billeder. Er de så begge manipulationer?
Definitionen af det klassiske fotografi er ikke så ligetil.
–
„Nutidigt klassisk fotografi indeholder så meget PS som muligt.” Citat: Finn Kjeldsen
