Archive for september, 2009

30. september 2009 · by Jesper · Grej

85mm

Jeg har shoppet igen. Jeg er kommet til at købe et Canon EF 85mm f/1.8 USM. Købt brugt med modlysblænde og B+W UV filter. Pris: ca. 125 poser økologisk havregryn. Finvalsede.

Jeg er ofte stødt på lovprisninger af netop dette objektiv. Super skarpt, flot bokeh, god kontrast og farvemætning og alt sammen til en meget rimelig pris. Jeg købte det nok mest pga. dets evne til at sløre baggrunden og det gør det også rigtig flot. Men det lider voldsomt af kromatisk aberration op til f/2.2. Først troede jeg faktisk der var noget galt med objektivet, men efter at have søgt på nettet har jeg fundet ud af, at sådan er det bare. Det er heldigvis nogenlunde let at fjerne, men det havde jo været rarere hvis det ikke var der.

Jeg har kun fået taget ganske få billeder med objektivet, alle under dårlige lysforhold og med stor blændeåbning. Men selv hvor det yder dårligst kommer der nu ganske gode billeder ud af det alligevel.

1. og 3. generation. (1/80 sek. f/2.0 ISO 250)

1. og 3. generation. (1/80 sek. f/2.0 ISO 250)

.

Emballage

Emballage (1/200 sek. f/3.2 ISO 250)

.

25. september 2009 · by Jesper · Kultur

Top

Pressemeddelelse fra Danmarks Fotomuseum:

Danmarks Fotomuseum har arrangeret en fotoudstilling med nogle af de bedste naturfotografer i Danmark.

StreamerEn række entusiastiske naturfotografer har organiseret sig i en landsdækkende forening – NaturFotografer i Danmark. Naturfotografernes fælles omdrejningspunkt er deres kærlighed til den natur, som vi er omgivet af, og det at kunne få mulighed for at skildre den gennem deres kameraer.

De omkring 180 medlemmer af foreningen fotograferer et bredt spektrum af motiver i naturen. Det er ikke alene fugle, dyr og landskaber der fotograferes, men også insekter, planter og hvad man ellers finder i naturen.

At fotografere i naturen er en stor udfordring for fotografen. Naturfotografien er måske den genre indenfor fotografiet, der kræver mest af fotografen. Det er en forudsætning med en basisviden om flora og fauna. Dyder som tålmodighed og stædighed er også påkrævet, såfremt naturfotografen vil opnå et billede ud over det sædvanlige. Sidst men ikke mindst er et dybdegående kendskab til det anvendte fotografiske udstyr en nødvendighed for at opnå det perfekte pletskud.

Naturfotografer har forskellige billedsyn og motivvalg. Der er mange, der skildrer naturen i dokumentariske fotografier. Andre tager mere kunstneriske billeder med fokus på billedvinkel og komposition. Men fælles for naturfotograferne er at de nyder naturen og de oplevelser de får med hjem – og kan oplevelsen samtidigt gemmes i kameraet har fotografen opnået det ultimative.

Naturfotografen stiller sig selv som opgave, at den virkelighed, som han eller hun oplever, skal oversættes til et fotografi. Fotografen er som regel alene med sit motiv, sin viden, erfaring og sin intuitive fornemmelse for, hvad der gør sig bedst på billedet. De bedste naturfotografier opstår, når disse ting sættes rigtigt sammen og ”oversættelsen” giver et seværdigt resultat.

Foreningen afholder hvert år en fotokonkurrence, hvor der kåres en vinder indenfor flere kategorier. Det er de sidste 3 års vinderbilleder, der kan ses på fotomuseet, og der venter publikum en storartet oplevelse med billeder, der bringer beskueren tæt på naturen.

Fotoudstillingen har titlen NaturFotografer i Danmark og kan opleves på Danmarks Fotomuseum i perioden 3. oktober 2009 til og med 24. januar 2010.

Yderligere oplysninger:
Kontakt venligst museumsleder Bjarne Meldgård, tlf. 97 22 53 22, www.fotomuseum.dk eller www.nfd.dk

4. september 2009 · by Jesper · Diverse

fz_banner

Uha. Det er vist nogenlunde første gang, at jeg har holdt så lang en pause i bloggeriet. Det skyldes til dels, at jeg faktisk ikke har været ude med kameraet siden regnvejrsdagen i Århus. Det skyldes også, at jeg har været med til at lave en blog for min virtuelle fotoklub, Fotozite.dk.

Jeg håber medlemmer og gæster vil tage godt imod den og I er hermed også inviteret. Tryk på banneret for at komme til bloggen.

God fornøjelse.