Archive for maj, 2009

26. maj 2009 · by Jesper · Fototur

flash_top

Så er Fotozites forårstræf slut. Det har været sjovt og hyggeligt og jeg er kommet hjem med en masse billeder og mange erfaringer rigere. Det er ikke sikkert, at jeg nogensinde kommer videre med modelfotografering, men jeg har lært af både de ting vi gjorde, og ved gennemsyn af billederne, også af de ting vi ikke gjorde.

Der tages profilbillede af Finn

Der tages profilbillede af Finn

Her bliver der efter aftensmaden leget med at tage et profilbillede af Finn. Det illustrerer meget godt den arbejdsfordeling vi nok burde havde lavet. Lisbeth fotograferer, Finn K er lysmand (og model), Ankerstjerne og Claude er reflektorholdere, hér med henholdsvis trøje – og stoletricket. :) Havde vi organiseret os i sådanne teams og lavet rotation i fordelingen, havde vi nok både lært lidt flere processer samt fået lidt bedre billeder.

Indlæg om brug af flash

Indlæg om brug af flash

Dagen startede med, at Peter Ankerstjerne holdt et indlæg hvor han delte ud af sine egne erfaringer om kamera og flashindstillinger, TTL, reflektionsmetoder, off-camera og on-camera flash, triggermetoder og meget andet.

Kursister

2 af kursisterne, Fif og Ingvard.

Der blev lyttet interesseret, stillet spørgsmål og givet svar samt pillet ved menuer og diverse triggere. I mellemtiden ankom de 2 modeller og jeg skal da lige love for, at der blev fyret noget lys af i de følgende timer. Jeg har kun min usle bærbare PC for tiden, så det bliver noget med, at redigere billederne efter fyraften på arbejdet. Jeg har dog lige lavet et enkelt på laptoppen for, at vise hvordan de 2 modeller ser ud.

Pernille og Stina

Pernille og Stina

De var faktisk fantastisk dygtige og havde rigtig godt blik for, at sprede deres opmærksomhed blandt alle fotograferne og spotte hvem der var klar og hvem der ikke var. For en modelfotograferingsnovice som mig, var det rigtig rart, at det overhovedet ikke var nødvendigt at instruere modellerne, så man kunne ”nøjes” med at koncentrere sig om indstillinger, lys, vinkler og den slags.

Dagen gik lynende hurtigt og da jeg var ved, at føle mig fortrolig med situationen var det sent på eftermiddagen og modellerne skulle afsted. Men det var sjovt at prøve og jeg håber jeg vil huske de erfaringer jeg har fået og bygge videre på dem en anden gang.

Resten af eftermiddagen, aftenen og noget af natten gik med at slappe af, snakke, grille, spise og drikke osv. og for mit vedkommende også, at gå og lege lidt med håndflash med påmonteret snoot.

Henrik (janningjuul) fyrer op i grillen

Henrik (janningjuul) fyrer op i grillen

Der hygges og fortælles røverhistorier

Der hygges og fortælles røverhistorier

Det var en god week-end, der var alle bropengene og kilometerne på landevejen værd og så er det rigtig rart at få sat ansigter på, og møde personlighederne bag, de billeder man har kigget så meget på.

Farvel Tørslev - ses vi næste år?

Farvel Tørslev - ses vi næste år?

16. maj 2009 · by Jesper · Grej

blomst_top

Jeg skal til forårstræf med fotozite i næste week-end, hvor det overordnede emne er flashfotografering. I en lade bliver der lavet et studie med baggrunde, softboxe, paraplyer og hvad der ellers skal bruges og der er arrangeret modeller, motorcykler og andet glitterstads.

På en skala fra 1 til 5 ligger min interesse for studie modelfotos i nærheden af nul. Det er muligt det er spændende og udfordrende som fotograf at styre både model og lyssætning, men outputtet synes jeg er uinteressant og kedeligt. Med mindre, at der er lavet noget effekt med brugen af lyset som f.eks. David Hobby og Joe McNally formår. Så bliver det lige pludselig ret spændende.

Derfor har jeg købt en Canon 580EX II og en transmitter. Flashen er ankommet og jeg håber meget, at transmitteren når at komme inden næste week-end. Træffet bliver derfor en fantastisk mulighed for at komme hurtigt igang med kreativ flashbrug og jeg regner med, at suge så meget viden ud af de erfarne flashbrugere som jeg kan rumme.

Det jeg først og fremmest vil øve mig i, er at få underbelyst omgivelserne og få lyset koncentreret på hovedmotivet. Jeg legede lidt med det i går ude i haven. Nu er det jo en nybyggerhave så der er ikke meget spændende at fotografere, men principperne er jo de samme så den er udmærket til øvning.

High speed flash

High speed flash

10. maj 2009 · by Jesper · Fototur

street_top

Sådan omkring middagstid sidder jeg henslængt i sofaen med laptoppen på skødet og kigger på Peter Funchs hjemmeside. Han er en dansk fotograf bosat i New York, hvorfra han bl.a. har lavet denne serie streetshots. Den er absolut et gennemsyn værd. Marianne trængte åbentbart til en pause fra bacheloren, for hun kom ind og spurgte om vi ikke lige skulle tage til Horsens for, at spise frokost og fotografere lidt.

Efter en 330,- kroners brunch (ca. samme pris som 20 poser øko havregryn!) på Benedictes gik vi en tur rundt i byen for at fotografere. Med Peter Funch på nethinden valgte jeg min 70-300 mm, for nu skulle der tages streetshots. Det har jeg aldrig prøvet før og jeg må indrømme, at der skal kæmpes lidt med ens blufærdighed. Man skal altså ret tæt på folk, selv med en 300 mm, hvis man vil fange lidt nærvær i billederne. Man skal også være ret hurtig for, at fange det rette øjeblik og der levnes ikke meget tid til, at fedte med indstillingerne. Det er en disciplin der kræver tilvænning og øvelse og det bliver ikke nemmere af, at der er så få mennesker på gaden. Der er ikke meget New York over Horsens en søndag eftermiddag. Det er ikke til, at fange folk i alt ubemærkethed og det var meget få der ikke opdagede, at de blev fotograferet.

Al begyndelse er svær og der kom ikke rigtig noget brugbart på kortet, men her er de tre mindst ringe.

300mm, f/5.6, 1/1000 sek, ISO 160

300mm, f/5.6, 1/1000 sek, ISO 160

70 mm, f/5.6, 1/400 sek, ISO 160

70 mm, f/5.6, 1/400 sek, ISO 160

300 mm, f/11, 1/250 sek, ISO 160

300 mm, f/11, 1/250 sek, ISO 160

9. maj 2009 · by Jesper · Diverse, Fototur

sav_top

Jeg har været på en lille tur i dag. Marianne knokler med sin bachelor og det var for blæsende til at nusse rundt i haven, så jeg kiggede i Horsens-kalenderen og så, at der er ”Åbne danske mesterskaber i motorsavskunst” på Dyrskuepladsen.

Egern

Egern. 1 times konkurrence.

Der står omkring 15 personer med et hav af motorsave i et frygteligt spektakel og saver løs på nogle træstammer. Det er de ret gode til. De har så vidt jeg kan regne ud, 3 dage til at lave én stor skulptur som er selve mesterskabskonkurrencen. Ind i mellem er der mindre konkurrencer hvor de skal lave en skulptur på en time. De bortauktioneres bagefter til publikum og gik for omkring 500,- kr. stykket.

Motorsavskunst

Motorsavskunst

Ør i hovedet og med savsmuldssmag i munden, kørte jeg hjemad efter halvanden times tid, uden at have fået nogle gode billeder. Det er ikke så nemt at få gode skud blandt afskærmning, publikum, biler og ragelse og tillige af folk der bevæger sig hele tiden.

På vejen hjem holdt jeg lige ind ved en rapsmark for at få lidt af de obligatoriske rapsbilleder.

Gult i gult.

Raps i sol og skygge.

Raps i sol og skygge.

Rapsen ved Åkær.

5. maj 2009 · by Jesper · Diverse

padder_top

Der kommer hermed et indlæg der intet har med foto at gøre. Jeg oplevede noget fantastisk i går. Jeg var simpelthen vidne til, at nogen så LYSET. I et helt enestående klarsyn fandt Dansk Folkeparti løsningen på alle verdens problemer. Jo jo, det passer skam, og løsningen er så enkel, at man faktisk burde sagsøge dem for, at sidde og holde sådan en genialitet tilbage. Men som de superdygtige politikere de er, har de selvfølgelig først spillet trumfen i rette øjeblik. Nu da Lars Lykke Rasmussen klart og entydigt har meldt ud, at der ikke bliver nogen ministerposter til DF i  ”i en meget rum tid frem” – ja så er det vist tid til, at smide de gode kort.

Løsningen er noget så enkelt som – ta daa – FORBUD! DF har nu fået nok af bandekrigen og foreslår, at man ganske enkelt forbyder bander. Sikken nogle perspektiver der er i en sådan løsning. Hvorfor er der ikke nogen der har tænkt på det noget før? Og hvorfor nøjes med at forbyde bander? Hvad med f.eks. at forbyde finanskrisen? Hallå – det var smart! Vi kan også forbyde folk at blive syge og derved spare milliarder på sundhedsvæsenet. Så bliver der godt nok en masse personale uden arbejde, men så forbyder vi da bare arbejdsløshed! Vi kan forbyde naturen at tage skade af kvælstofforurening og atmosfæren at tage skade af CO2. Jamen for pokker – det er jo genialt.

Ja, jeg har jo ingen billeder der kan hamle op med DF’s klarsyn, men jeg har et dejligt drømmende diffust billede af noget begyndende blomstrende raps som jeg har nydt som baggrundsbillede på laptoppen i en uges tid.

Raps. (300 mm, f/5.6, 1/200 sek, ISO 100)

Raps. (300 mm, f/5.6, 1/200 sek, ISO 100)