Archive for december, 2008

31. december 2008 · by Jesper · Diverse

Møv

Vi har haft nogle triste mellemdage. Vi har set os nødsaget til, at få aflivet vores ene ellers højt skattede kat, Møv. Den har gennem de 9 års tid vi har haft den, givet os mange sjove, hyggelige og fornøjelige stunder. Selv om en kat er sin egen, så knyttes der stærke bånd mellem mennesker og kat. En unik gensidig tillid og hengivenhed opnås, hvis man ellers gør sig fortjent til det.

Vi fandt Møv som stor killing, på gaden uden for vores gadedør, i Schleppegrellsgade. En morgen jeg tog på arbejde sad den våd, forkommen og miavende i ly under en bil, og da jeg kom hjem sad den der stadig. Om aftenen forbarmede vi os over den, og hentede den op i lejligheden. Vi har haft den siden og alle dage har den været underlig og psykisk ustabil. De sidste 3-4 år har den fået medicin derfor, hvilket har hjulpet en del, men ikke så meget, at man kunne kalde den normalt fungerende.

Hér til sidst kunne vi ikke længere få den til at spise sin medicin. Det har aldrig været muligt, at holde den og stoppe en pille i halsen på den, så pillen har altid været skjult i én eller anden godbid, men alle tricks var luret og al mad blev dissekeret og pillen lagt pænt til side.

Uden medicin vandrede den hvileløst omkring, slikkede pelsen af bagbenene, var insisterende kælen, men samtidig så angst, at det nogle gange resulterede i, at den angreb os når vi kælede med den.

Møvs angst og vores ridsede arme afgjorde beslutningen, så den 29. december blev Møv aflivet hos dyrlægen. Heldigvis var de gode perioder flest og vi vil huske Møv som en sød, tillidsfuld, dejlig og meget smuk kat og ikke mindst, som en meget stor jæger.

Fred være med dig, Møv.

28. december 2008 · by Jesper · Konkurrence

På fotozite.dk vandt Fif jo retten til at udstikke emnet for december og har valgt Ledende linier.

Ledende linier er et af de virkemidler der, i et billede, kan ændre eller styrke billedoplevelsen. De kan bruges til at skabe dynamik eller ro, lede øjet rundt i billedfladen, styrke perspektivet eller sætte extra fokus på et billedelement. Motivvalget er bredt i denne måned men der skal dog indgå tydelige ledende linier i billedet. Om det så er en vej der snor sig igennem et landskab eller det er en lang række af tomater på en strand ja det er op til jer.
Mvh. Fif

Jeg har det princip, at det billede jeg tilmelder konkurrencen skal være taget i samme måned, selvom det ikke er et krav ifølge reglerne. Jeg har ikke fået taget mange billeder i denne måned – det har ikke rigtig passet med, at vejret og tiden var der samtidig, og jeg havde egentlig regnet med jeg ikke ville have en kandidat  i denne måned, men efter fototuren med Anders tror jeg faktisk, at jeg har et passende billede. Nu sender jeg det ihvertfald af sted, for uden et billede vinder man jo ikke.

Billedet jeg deltager med er dette:

Jeg er meget tilfreds med komposition og så indeholder det linier i alle afskygninger. Diagonale, vandrette, lodrette og konvergerende så jeg mener faktisk det er et ret godt bud. Afstemningen slutter 31. december kl. 8.00 og så får vi at se om andre har den samme opfattelse.

UPDATE 31. december.
Hrumpf!
De amatørnissefotografer har jo ikke en snus forstand  på foto ;-)
Sølle 3 af 23 stemmer blev det til. Der var ret overbevisende enighed om, at Stefans billede var det bedste. Det var nu også det jeg stemte på. Vinderbilledet kan ses her.

23. december 2008 · by Jesper · Grej

Selv om 40D er betydelig større end 400D synes jeg alligevel det gavner komforten med et batterigreb.

Jeg bestilte derfor et uoriginalt greb hos enjoyyourcamera.com af mærket KT. Et originalt Canongreb koster i DK omkring 1500,- kr. hvilket jeg ikke rigtig kan få mig selv til at betale for en smule plastic.

Et KT koster omkring 500,- kr. og jeg må jo desværre konstatere at det er det ikke værd. Nu har jeg godt nok næsten kun natfotograferet mens jeg har haft det, og det med live view, der jo nok sluger en del strøm. Med 2 fuldt opladede batterier i magasinet er der strøm til halvanden times fotografering.

Med en pris omkring de 500,- kr. kan man jo købe 3 uoriginale greb for hvert originalt så jeg bestilte et Jenis greb fra hvStar.com der også har timer og andre funktioner jeg endnu ikke har sat mig ind i. Umiddelbart virker det som om det holder strøm meget længere end KT grebet, men ikke nær så lang tid som på mit 400D der også er monteret med Jenis greb. Dét greb har så til gengæld problemer med, at drejehjulet nogle gange ikke fungerer.

Jeg håber vejret i juleferien arter sig, så jeg får mulighed for at teste yderligere, men jeg tror nok jeg har lært, at når 40D engang skal udskiftes så bliver med med originalt batterigreb med det samme.

UPDATE 21. januar.
Jeg har nu haft grebet i et godt stykke tid og det virker til, at det holder kapaciteten som det skal. Jeg har ikke opladet siden juleferien, men har dog heller ikke fotograferet særlig meget. MEN – der er problemer med udløserknappen. Den er ikke vild med, at trykke halvt ned for autofokus og derefter helt ned for at tage billedet. Den vil helst, at det gøres af to omgange – halvt ned for autofokus, løfte og så helt ned for at tage billedet. Det gør det jo umuligt at rekomponere sit billede så nu tror jeg nok, at jeg er på udkig efter et brugt Canon greb.

19. december 2008 · by Jesper · Grej

Så skulle problemet med for lidt plads i tasken være løst.

Der kom en Flipside 400AW med posten i dag til den nette sum af 758,- kroner. Købt hos dustinhome.dk der var det billigste sted jeg kunne finde. Der er plads til både det ene og det andet og den er rigtig god at gå med. Man skal lige vænne sig til, at den åbnes på den “forkerte” side så skulderstropper og hoftesele er lidt i vejen når den skal åbnes. Men jeg tror det er det rigtige valg.

NB! Det er ikke min taske der er afbilledet. Jeg har ingen hvide rør med røde elastikker omkring :(